VIDEO Nordkoreansk soldat flygter på mirakuløs vis til Sydkorea

Soldaten blev ramt af fem skud undervejs, men er nu i sikkerhed.

Den 24-årige nordkoreaners flugt blev fanget på kamera og er siden blevet vist i alverdens medier.

En opsigtsvækkende video er blevet offentliggjort af en nordkoreansk soldat, der flygtede over grænsen til Sydkorea for ni dage siden. Billederne viser, at soldaten blev ramt af flere skud, men alligevel fik han kæmpet sig i sikkerhed på sydkoreansk jord.

Ifølge New York Times blev soldaten ramt af mindst fem skud under flugten. Han er nu uden for livsfare, efter at have gennemgået flere operationer.

Billederne er blevet frigivet af United Nations Command, der er FN’s militære styrke i Sydkorea, der støtter landet efter Korea-krigen.

Et surrealistisk sted

- Det er fuldstændig surrealistisk at være der.

DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

Det er yderst sjældent, at nordkoreanske soldater hopper af ved grænseovergangen Panmunjom, der udover at give turister en mulighed for at komme tæt på grænsen til Nordkorea, også er den eneste grænseovergang, hvor nordkoreanere og sydkoreanere nærmest står ansigt til ansigt.

DR’s internationale korrespondent Steffen Gram var ved grænseovergangen i starten af november for at lave en reportage til P1-programmet Verden Ifølge Gram.

- Det er fuldstændig surrealistisk at være der.

- 50 meter fra vores gruppe stod nordkoreanske soldater og holdt øje med, hvad vi foretog os.

Nordkoreanere brød aftale

Grænseovergangen er et symbol på den våbenhvile, der i 1953 blev enden på Korea-krigen.

- Der er ingen tvivl om overtrædelsen og det vil få en konsekvens, siger Steffen Gram.

DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

På videoen ses nordkoreanske soldater skyde ind over grænsen, og ifølge FN, er det et brud på aftalen. FN-styrken, som er ledet af USA, har på baggrund af hændelsen bedt den nordkoreanske hær om et møde, der skal sørge for at forhindre fremtidige overtrædelser.

- Våbenhvilen blev udfordret, men den forbliver gældende, siger general Vincent K. Brooks, den amerikanske leder af FN’s kommando i Sydkorea.

Ifølge Steffen Gram er der heller ikke tvivl om overtrædelsen.

- Det vil få en konsekvens, siger Steffen Gram.

En sjælden flugt

Flere end 30.000 nordkoreanere er flygtet til Sydkorea, siden Nordkorea blev ramt af hungersnød i slutningen af 1990’erne. Næsten alle er flygtet gennem Kina, men nogle få har taget den farlige tur gennem den demilitariserede zone.

Sidste gang en nordkoreaner flygtede i området var i 2007.

En fredsaftale er aldrig blevet indgået efter Korea-krigen, der dermed formelt ikke er afsluttet. Mellem 2 og 3 millioner soldater og op mod en million civile mistede livet under krigen.