En overdådig bygning på over 17.000 kvadratmeter med eget kasino, privat teater, ishockeybane og op til flere vingårde.
Sådan beskrives det milliarddyre palads ved Sortehavet, som i den grad er kommet i fokus i den seneste tid.
For ifølge oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj så ejes luksusejendommen til omkring otte milliarder kroner af den russiske præsident, Vladimir Putin, og er finansieret af korruptionspenge fra blandt andet milliardærer og oliebaroner.
- De byggede et palads til deres chef, lyder det fra Navalnyj, som er Putins mest fremtrædende kritiker.
Beskyldningerne bliver fremsat i en to timer lang video med titlen "Et palads til Putin", som oppositionspolitikeren udgav for en uge siden. Her hævder Navalnyj blandt andet, at den russiske sikkerhedstjeneste ejer 70 kvadratkilometer land rundt om ejendommen, og at "det er en selvstændig stat i Rusland".
I løbet af det første døgn blev videoen set over 25 millioner gange. Nu har den kurs mod at runde 100 millioner afspilninger på Youtube.
Putin afviste i går beskyldningerne, da han blev spurgt ind til luksusejendommen af en russiske studerende, mens Kreml har kaldt anklagerne for "det rene vrøvl".
Har fået Putin i tale
Navalnyj sidder fortsat varetægtsfængslet, efter han for halvanden uge siden blev anholdt, da han for første gang i godt fire måneder satte fødderne på russisk jord efter i sommer at være blevet udsat for et giftattentat - Et attentat, som Navalnyj mener, at Putin står bag.
Den 30 dage lange fængsling stoppede dog ikke Navalnyjs hold i at udgive videoen sidste tirsdag, hvor den hurtigt gik viralt.
Videoens beskyldninger om, at paladset bliver beskyttet af russiske sikkerhedsstyrker blev snart afvist af præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, som kaldte anklagerne for "det rene vrøvl".
- Paladset har ingenting at gøre med præsidenten eller Kreml, lød det blandt andet fra Peskov ifølge nyhedsbureauet Interfax.
I går afviste præsident Putin så selv beskyldningerne i videoen, der i skrivende stund er afspillet over 92 millioner gange på Youtube, selv om han normalt ikke selv forholder sig til beskyldninger fra Navalnyj.
- Det er usædvanligt, at han selv går ud på den her måde, lyder det fra Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Rusland.
- Det er selvfølgelig et tegn på, at det er en stor sag - også i Rusland. Det er en sag, som fylder, og selv om mange russere måske ikke selv har set den, så har de hørt om den og kender til de væsentligste punkter i den, siger han til P1 Morgen.
- Nu er det en sag, der fylder så meget, at Putin føler, at han selv er nødt til at forsøge at afmontere den og tage spændingen ud af den her politiske sag, som det jo i bund og grund er.
En urskov af korruption
Spekulationerne omkring det enorme palads har stået på i over et årti, og ifølge Putin har Navalnyjs hold blot sammensat forskellige informationer "for at hjernevaske vores indbyggere".
Flemming Splidsboel Hansen peger på, at russerne længe har været vidende om omfattende korruption og nepotisme i toppen af det russiske politiske liv.
- Det nye er, at Putin på den her måde bliver trukket ind i det med et væld af detaljer, siger seniorforskeren, der peger på, at der i videoen peges på blandt andet personer og gamle billeder, som binder præsidenten til sagen.
- Det er en enorm stor sag, men i bund og grund er det også en lille sag i forhold til den enorme urskov af korruption, som der er i Rusland, og som Putin naturligvis også er en del af, siger Flemming Splidsboel Hansen, der siger, at det er vanskeligt at sige, hvor sande videoens beskyldninger er.
- Min umiddelbare vurdering er, at meget af det virker plausibelt, men det er klart, at det er svært at vurdere, når man sidder udefra og ikke ved, hvor de har deres oplysninger fra, siger seniorforskeren.
Han peger samtidig på, at det sandsynligvis er sandt, når Putin siger, at han ikke ejer paladset, men at det langt fra er uhørt, at politiske topfolk i Rusland har ejendomme via stråmænd eller skuffeselskaber.
- Man kan ikke komme for tæt på, for så bliver vælgerne sure, siger seniorforskeren.