VIDEO Omskæring: FN-dag mod smertefuldt ritual

For 11. år i træk sætter FN i dag fokus på omskæring af kvinder.

Det anslås, at cirka to millioner piger eller kvinder bliver omskåret på verdensplan om året. Og mellem 100 og 140 millioner kvinder menes i dag at leve med konsekvenserne af en omskæring.

Derfor er den 6. februar 2014 udnævnt til FN's internationale dag mod omskæring af piger for 11. år i træk.

- Det er et problematisk emne, fordi det er et tabu. Det drejer sig om en voldshandling, og det er indhyllet i tavshed, siger Julia Lalla-Maharajh, der er stifter af velgørenhedsorganisationen Orchid Project, som arbejder på at bekæmpe kvindelig omskæring.

Hip-hop imod omskæring

I et forsøg på at komme omskæring til livs rejser Fatou Diatta, der er menneskerettigheds-forkæmper og hip-hop-stjerne under navnet "SISTER FA", rundt i hele Afrika på en tur kaldet "Education without Cutting".

Som barn i det vestafrikanske land Senegal blev hun selv omskåret, og hun forstår godt, hvorfor hendes mor tog det valg.

- Hele landsbyen ville kalde mig en uren kvinde. Man ville have været udstødt. Hvilken mor vil vælge det for sin datter? De har ikke noget valg. Hvis alle omskærer, er de også nødt til det, fortæller Fatou Diatta.

Derfor skal traditionerne ændres. Og det er muligt, mener hun.

- Samfund kommer nu med erklæringer. Unge forstår det i skolen. Vi bryder tabuet. Det tager sin tid. Vi har brug for støtte, men det vil lykkes.

Se i videoen øverst, hvad Julia Lalla-Maharajh og Fatou Diatta ellers sagde, da DR2 Dagen havde dem på besøg.

Facebook
Twitter