VIDEO Optagelse af grædende migrantbørn vækker vrede

En lydoptagelse af børn på et detentionscenter ved grænsen mellem USA og Mexico er blevet lækket til et amerikansk medie.

Lyden af børn, der græder - nogle så voldsomt, at det er svært at få ordene frem. Andre, der hulkende og vedholdende kalder på deres mor eller far, igen og igen, som om det er de eneste ord, de kender.

En grænseagents stemme overdøver for en stund gråden.

- Vi har et helt kor her. Vi mangler bare en dirigent, siger han på spansk.

En lækket lydoptagelse af skræmte og ulykkelige migrantbørn, der netop er blevet skilt fra deres forældre ved grænsen mellem Mexico og USA, vækker nu yderligere vrede over en sag, der allerede har mødt skarp fordømmelse på tværs af politiske skel og langt udover de amerikanske grænser.

Lækket af en medarbejder

Den næsten otte minutter lange optagelse er lavet i sidste uge og er blevet lækket af en anonym medarbejder til ProPublica, en organisation for undersøgende journalistik, via en borgerrettighedsadvokat.

Båndets ægthed er dog ikke bekræftet fra andre sider.

Børnene på optagelsen vurderes til at være mellem fire og 10 år og er ganske kort forinden blevet fjernet fra deres forældre. De er blot en brøkdel af de over 2.000 børn, der siden midten af maj er blevet skilt fra deres forældre ved grænsen mellem USA og Mexico.

Adskillelsen er sket som led i en skærpelse af de amerikanske immigrationsregler, der betyder, at samtlige personer, som krydser grænsen illegalt, vil blive retsforfulgt.

Eftersom børn ikke kan retsforfølges og dermed ikke fængsles med deres forældre, bliver de fjernet, erklæret som uledsagede og placeret i detentionscentre, indtil de kan komme i pleje, på børnehjem eller blive anbragt hos en slægtning i USA.

Førhen blev personer, der aldrig havde krydset illegalt før, kun sigtet for en mindre lovovertrædelse, og familier fik lov at blive sammen.

Beskæmmende

Fremgangsmåden har blandt andet fået kritik fra flere amerikanske politikere, tidligere førstedamer og FN's Menneskerettighedskontor for at være ondskabfuld, umenneskelig og i strid med menneskerettighedsprincipper.

Nu har de lækkede optagelser også fået flere religiøse organisationer til at tilslutte sig kritikken.

Det tæller blandt andet den mormonske kirke, som er "dybt bekymret", og præsten Franklin Graham, en trofast Trump-støtte, der kalder fremgangsmåden for "beskæmmende". Det skriver AP.

Også flere republikanere har sluttet sig til koret af kritiske stemmer, heriblandt guvernøren i Massachusetts, Charlie Barker, som kalder administrationens politik for "grusom og inhuman".

Disse frygtelige valg

Regeringen forsvarer fortsat metoden, men opfordrer samtidig Kongressen til at løse problemet, blandt andet ved at give grønt lys til en mur mod Mexico.

- Hvis vi bygger en mur, hvis vi gennemfører lovgivning, der kan gøre en ende på denne lovløshed, vil vi heller ikke blive nødt til at træffe disse frygtelige valg, udtaler justitsminister Jeff Sessions ifølge AP.

Det Hvide Hus afviser dog på forhånd eventuelle forsøg på at lave lovgivning, der udelukkende er rettet mod at løse migrantbørnenes ulykkelige situation.

- Vi vil løse det hele. Vi kommer ikke til bare at pille ved dele af det, slog pressetalsmand for Det Hvide Hus Sarah Huckabee Sanders fast på et pressemøde i går.

Donald Trump skal i aften mødes med Kongressen for at diskutere to nye immigrationsforslag.

En meningsmåling foretaget af CNN viser, at to tredjedele af adspurgte amerikanere er imod, at myndighederne skiller forældre og børn fra hinanden.

Republikanske vælgere er dog fortsat overvejende for adskillelsen.

Facebook
Twitter