VIDEO: Se Obama tale over sig

Obama har bedt Rusland om at give ham albuerum, indtil præsidentvalget er overstået.

(Foto: JEWEL SAMAD)

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har bedt Ruslands afgående præsident, Dmitrij Medvedev, om at holde igen med ømme spørgsmål som missilskjoldsproblematikken.

Begge præsidenter er til atomkonferencen i Seoul i Sydkorea, og Obamas meldinger kom mandag.

Men tilsyneladende var Obama ikke klar over, at hele verden var med på en lytter, da han sagde til Medvedev, at han vil have "mere fleksibilitet" efter præsidentvalget.

Medvedev svarede, at han vil give beskeden videre til Vladimir Putin, der overtager det russiske præsidentembede i maj.

De to ledere talte sammen, mens journalister blev ført ind i et lokale, hvor de to befandt sig.

Pressens mikrofoner var selvsagt tændte, og det samme var kameraerne.

Obama lænede sig på et tidspunkt mod Medvedev og sagde, at han har brug for tid - "specielt med missilforsvaret".

- Jeg forstår din besked om råderum, svarede den russiske præsident.

- Det er mit sidste valg. Efter mit valg har jeg mere fleksibilitet, sagde Obama.

- Jeg vil overbringe denne information til Vladimir, svarede Medvedev.

Ordvekslingen blev hørt af amerikanske og russiske journalister.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter