VIDEO Spillet om topposterne: Sådan kommer dagen til at forløbe

I dag bliver det formentlig afgjort, hvem der bliver ny EU-præsident og ny udenrigschef i EU. Allerede klokken 18.30 kan vi have en afklaring.

En langvarig navneleg om posterne i toppen af EU-kabalen afsluttes formentlig i dag. I går lagde den nuværende EU-præsident, belgiske Herman van Rompuy, langt om længe et glødende telefonrør fra sig.

De seneste måneder har han talt frem og tilbage med de 28 EU-landes stats- og regeringsledere forud for dagens topmøde, hvor det er ventet, at lederne sætter navne på både en ny EU-præsident og en ny udenrigschef.

Nu kan Herman van Rompuy imidlertid læne sig tilbage og vente på, at det bliver eftermiddag. Hvis alt forløber helt efter bogen, forventer DR Nyheders EU-korrespondent Ole Ryborg, at vi har en afklaring omkring klokken 18.30.

Kl. 10 - Socialister mødes i Paris

Stats- og regeringslederne holder dagens første møder i to hold opdelt efter politisk familie. Først mødes de EU-ledere, som er socialister og socialdemokrater. Det møde fandt sted hos den franske præsident Francois Hollande i Elysée-Paladset i Paris, og varede i et par timer.

I det møde deltog den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, som er blevet spået som mulig kandidat til posten som EU-præsident. Det afviste hun imidlertid selv efter lige mødet.

  • Frankrigs præsident Francois Hollande tog imod Europas socialdemokratiske og socialistiske ledere i Paris, forud for EU topmødet senere på dagen. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Francois Hollande på plads foran på Elysee Palads, hvor han mødtes med blandt andet statsminister Helle Thorning-Schmidt. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)
  • Østrigs kansler Werner Faymann ankommer præsidentpaladset i Paris. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)
  • Et lille vink fra Belgiens premierminister Elio Di Rupo. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)
  • Og så kom Helle. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)
  • Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Frankrigs præsident Francois Hollande på vej ind til mødet med EU's socialdemokratiske top. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)
  • Hollande hilser på Rumæniens statsminister Victor Ponta. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Maltas premierminister Joseph Muscat var også med til mødet forud for EU topmødet. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Francois Hollande giver hånd til Luxemborgs udenrigsminister Jean Asselborn. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Tyskland blev repræsenteret af finans- og energiminister Sigmar Gabriel. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Det skal kke være alvorligt det hele, man kan også godt grine lidt med hinanden. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
  • Omkring klokken 18 ved vi, om Helle Thorning-Schmidt skal til EU. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)
1 / 12

Kl. 14 - Borgerligt møde i Bruxelles

De borgerlige kristendemokratiske ledere mødes på hotel Sofitel i Bruxelles.

Her deltager både den indflydelsesrige tyske kansler, Angela Merkel, og den polske premierminister, Donald Tusk, som i de seneste dage er blevet udråbt til storfavorit til at gå i Herman Van Rompuys fodspor. Også Herman Van Rompuy, der er kristendemokrat, deltager.

Kl. 15.30 til 16.45 - Ankomst til Rådsbygning

Når møderne er overstået begynder EU-lederne drypvist at ankomme til EU-bygningen i Bruxelles.

Her vil Herman van Rompuy hurtigt hive nogle af nøglepersonerne til side for at sikre konsensus om, hvem der skal udpeges til EU-præsident og EU´s udenrigspolitiske chef.

Kl. 17 - Topmødet går i gang

Den første, der taler på topmødet er formand Martin Schulz, som ifølge Ole Ryborg vil plædere for kvinder og socialister på nogle af topposterne.

Efter Martin Schulz har talt, tager EU's stats- og regeringsledere imod den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, som er i byen og derfor presset ind i tidsplanen midt i forhandlingerne om topposterne.

Det obligatoriske familiefoto skal herefter tages, og så kan de tage fat på det, som vi alle venter på. Og det kan faktisk gå forholdsvist stærkt at få navnene på de to topposter.

- Nu har konsultationerne været meget grundige, så van Rompuys håb er, at han kan foreslå et navn, der er så meget opbakning til, at det hele egentlig kan overstås på få minutter inde i mødelokalet, siger Ole Ryborg.

Kl. 18.30 - Afklaring (måske)

Lige nu peger alting derfor på, at vi ved besked ved 18.30-tiden, hvor der formentlig vil være et lille præsentationspressemøde, men Ole Ryborg slår fast, at der ofte sker programændringer i sidste øjeblik i EU.

Hør DR Nyheders EU-korrespondenter Niels Kvale og Ole Ryborg fortælle om dagen i Bruxelles i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter