VIDEO Svenske Mikael træner Ukraines frontkæmpere

Mange udlændinge kæmper på ukrainsk side i krigen - men af vidt forskellige grunde.

Mikael Skillt forlod Sverige i februar 2014 efter at have set de ulige kampe mellem politi og demonstranter på Maidan-pladsen i Kiev. Han fik nye venner blandt aktivisterne - og da oprøreret begyndte i den østlige del af Ukraine, tog han med dem i krig.

Tidligere i sommer mødte jeg Mikael Skillt i Ukraine, hvor den tidligere svenske soldat og forhenværende nynazist nu fungerer som træner for Azov Bataljonen - en af de mange militser, som regeringen i Kiev er helt afhængige af i krigen mod pro-russiske separatister i Østukraine.

- På et eller andet tidspunkt må man sætte foden ned og sige stop. Hertil og ikke længere. Det var vel det, Azov bestemte sig for at gøre, siger Mikael Skillt.

Se Matilde Kimers reportage fra Mikael Skillts træning i Ukraine i videoen i toppen af artiklen, og se meget mere i Horisont i aften kl. 21.55 på DR1.

Moderne korsfarer

Svenskeren betegner sig selv som "moderne korsfarer" - lejesoldat er han i hvert fald ikke, understreger han.

Der findes en del ideologiske krigere blandt udlændingene. Mænd fra blandt andet Polen, Georgien eller Hviderusland, der er kommet her for at kæmpe mod den store fjende Rusland. Og man skal ikke lede længe for at finde personer med stærkt højreorienterede sympatier.

Men Mikael Skillt siger, at udlændingenes motivation ofte er mere jordnær:

- Mange vil gerne pynte deres cv. Det ser godt ud at have været i aktiv kamp, når man skal arbejde i det private.

De fleste udlændinge kommer altså for at få den kamperfaring, der skal til at lande et godt job i sikkerhedsbranchen

- Bagefter kan de sige, at de har været i rigtig krig. Med den mængde artilleri vi har i Ukraine - det er der få vesterlændinge, der får lov at opleve, siger Mikael Skillt.

Se Matilde Kimers reportage fra Mikael Skillts træning i Ukraine i videoen i toppen af artiklen, og se meget mere i Horisont i aften kl. 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter