VIDEO Syrisk pige fundet levende blandt murbrokker i bombet hus

En dramatisk video fra Syrien viser en pige blive reddet fra et bombet hus i Damaskus.

En redning af en fem-årig pige i et bombet hus i den syriske hovedstad Damaskus blev fanget på film af hjælpeorganisationen De Hvide Hjelme, der udgør en slags civilforsvar i de oprørskontrollede områder i Syrien.

Redderne fandt pigen, da de blev ført hen til en bunke murbrokker i et hus, hvor en kvinde havde hørt pigens stemme.

Med bare hænder fjernede de hvidhjelmede reddere støv og murbrokker, indtil en lille skikkelse i farvet tøjet kom til syne blandt bygningsresterne. Redderne beroligede pigen, mens de fjernede stenene.

- Vi er her nu. Du skal ikke være bange. Vi er her nu, lyder det i videoen fra en af hjælperne ifølge CNN.

Den syriske pige, der hedder Aya, blev efter redningsaktionen ført til et felthospital, som hun nu er udskrevet fra.

Krigen fortsætter

Det er ikke alle, der ligesom Aya slipper levende fra krigen i Syrien. Siden 2011, hvor krigen startede, er omkring 400.000 mennesker døde.

Senest blev 42 dræbt af en bilbombe fredag ved en kontrolpost uden for byen al-Bab i det nordlige Syrien. Angrebet er ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder foretaget af terrororganisationen Islamisk Stat.

Hovedstaden Damaskus, hvor Aya blev fundet, har været relativt afskærmet fra krigen, men der er flere oprørskontrollerede områder, som den syriske regering prøver at vinde tilbage ved blandt andet at tøndebombe.

De Hvide Hjelme oplyser til CNN, at 21 er dræbt af regeringens bomber de seneste dage. De oplysninger kan dog ikke verificeres.

I videoen øverst i artiklen kan du se den fem-årige pige blive reddet - vi advarer om stærke billeder

Facebook
Twitter