VIDEO Übercool: Danske Youtube-stjerner skal få unge til at kaste sig over tysk

To danske youtubere har besøgt Berlin for at gøre det tyske sprog populært hos de unge.

Sehr schlecht.

Sådan kunne man sige om de danske unges tyskkundskaber, efter at flere vælger tysk fra som sprogfag i gymnasiet.

Men det skal to danske Youtube-stjerner lave om på.

Kristian Kulmbach og Julia Sofia Aastrup har været i Berlin for at lave en række webvideoer, som skal åbne de danske unges øjne for det tyske sprogs fortræffeligheder.

Bag initiativet står Industriens Fond og den danske ambassade i Berlin, der sammen med undervisningsvirksomheden Dönerkind og Handelsskolernes Tysklærerforening har udviklet kampagnen. De enkelte film produceres af net-tv-kanalen SPLAY.

- Vi har besluttet os for, at vi vil gøre noget for, at flere unge mennesker i Danmark skal synes, at tysk er cool. Derfor vil vi gerne arbejde med youtubere, fordi vi ved, at Kristian og Julia har en super god forbindelse til rigtig mange unge danskere i Danmark, som følger dem og ser op til dem, men også går i dialog med dem omkring, hvad de laver, siger Rasmus Therkildsen fra Dönerkind til DR Nyheder.

Tyske benspænd

Kristian Kulmbach på 20 og Julia Sofia Aastrup på 17 har hver over 100.000 abonnementer på Youtube.

I Berlin har de besøgt otte såkaldte ambassadører, som er unge, cool danskere, der lever i Berlin. Disse unge har givet youtuberne en række udfordringer, der har med tysk sprog og kultur at gøre.

I går gav sangeren Asbjørn og sangerinden Ida Wenøe, som begge bor og arbejder i Berlin, de to youtubere deres sidste ud af i alt otte udfordringer: De skulle synge karaoke for et par tusinde berlinere i parken Mauerpark.

Kasserollebøjninger

For initiativtageren Rasmus Therkildsen handler det om at sikre, at de danske unge kender vores store naboland mod syd.

- Det er rart at vide, hvad der egentligt foregår i Tyskland, og det kan man bare bedst, hvis man kan tysk.

Tror du virkelig, at man på den måde kan få de unge til at lære kasserollebøjninger og uregelmæssige tyske verber?

- Nej, jeg tror ikke, at de kan lære kasserollebøjninger her, men jeg tror, at der kan blive skabt en interesse, hvilket jeg tror, er det vigtigste, siger Rasmus Therkildsen.

Webserien med otte film får premiere i september på Youtube.

Facebook
Twitter