VIDEO Vrede taxachauffører laver enorm trafikprop i Frankrig: Uber ødelægger det for os

Det var meldt i forvejen, men alligevel formåede utilfredse taxachauffører at skabe sammenlagt 21 kilometers kø på indfaldsvejene til det centrale Marseille.

Fra klokken seks om morgenen kørte hundredvis af taxaer med lav hastighed i to-tre vejbaner på indfaldsvejene for at gøre opmærksom på deres frustrationer med private rivaliserende transportservices som eksempelvis Uber.

Det skriver flere franske medier – blandt andre La Marseillaise.

- De ødelægger det for de professionelle, der betaler skat og overholder reglerne, sagde Rachid Boudjema, der er formand for taxachaufførerne i Marseille, i morges til nyhedsbureauet AP.

- De vil ødelægge vores system, som vi alle er knyttet til, sagde han.

Frankrig har siden terrorangrebene i Paris den 13. november været i undtagelsestilstand. Det betyder blandt andet, at det - i hvert fald på papiret, er forbudt at samles i store folkemængder for at demonstrere.

Se de vrede franske taxachauffører demonstrere deres utilfredshed i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter