Vidne til skyderi i tysk by: 'Alle råbte og skreg'

Øjenvidne fortæller, at han gemte sig fra bevæbnet mand på restaurants toilet.

En politibetjent står ved siden af gerningsstedet, hvor to personer blev dræbt i Halle,. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

To personer er dræbt efter et skyderi i den østtyske by Halle.

Et vidne til hændelsen, Conrad Rößler, fortæller til den tyske tv-station RTL, at han så den formodede gerningsmand.

Manden bevægede sig mod den kebabrestaurant, hvor vidnet var i gang med at bestille mad.

- Alle gæster ved siden af mig løb væk. Altså også mig. Jeg tror, vi var fem-seks i alt. Alle råbte og skreg, siger Conrad Rößler.

- Jeg gemte mig på toilettet. De andre søgte en bagudgang, men jeg vidste ikke, om der overhovedet var en.

- Jeg låste mig inde på toilettet og skrev til mine forældre. Så hørte jeg endnu et højt knald og høje råb. Da politiet kom ind og spurgte, om der stadig var nogen, råbte jeg, at jeg var der.

Iklædt militærtøj

Ifølge vidnet Conrad Rößler var den formodede gerningsmand ikke så høj, ligesom han var iklædt militærlignende uniform og maskeret.

En robot arbejder ved siden af gerningsstedet, hvor to personer blev dræbt i Halle i dag. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Conrad Rößler var sikker på, at manden ville skyde omkring sig på restauranten. Han stormede mod stedet med skydevåbnet, og pludselig kastede han noget, der lignede en granat.

- Den sprang ikke i butikken. Men han hævede sit gevær og skød mod kebabstedet mindst en gang, siger Conrad Rößler.