Vidner kalder bueangreb i Norge 'skræmmende' og 'uvirkeligt': 'Der sker jo aldrig noget i Kongsberg'

Flere lokale fortæller i norske medier om, hvordan de oplevede angrebet i Kongsberg i aftes.

Det er skræmmende, at jeg bor lige i nærheden, sagde vidnet her i går kort efter angrebet til NRK. (© NRK)

Fem er døde og to er blevet hårdt såret efter et angreb med bue og pil og andre endnu ukendte våben i den norske by Kongsberg i går aftes.

Den 37-årige danske statsborger, der er sigtet for angrebet, har erkendt forholdene.

Det fortæller den norske politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen til DR Nyheder.

- Han har erkendt de faktiske forhold. At det er ham, der har gennemført de handlinger, han er sigtet for, siger hun.

Politiadvokaten fortæller også, at manden er kendt af politiet i forvejen i forbindelse med flere andre sager, som hun dog ikke vil kommentere yderligere på.

Ifølge politiet handlede gerningsmanden efter alt at dømme alene og har altså tilsyneladende ikke har fået hjælp udefra.

Motivet for angrebet er endnu ikke kendt.

Norsk politi holder pressemøde klokken 10, som du kan følge her på DR.dk, DRTV eller på DR1.

Der bor omkring 27.000 mennesker i Kongsberg, der ligger 80 kilometer sydvest for Oslo.

- Det er skræmmende, at jeg bor lige i nærheden

Gårsdagens angreb fandt blandt andet sted i et supermarked i centrum af Kongsberg. En by omkring 80 kilometers kørsel vest for Oslo med cirka 27.000 indbyggere.

Her var Kari Smeby kort før klokken 18.30, hvor politiet imens jagtede gerningsmanden, siger hun til NRK.

Hun var ude og træne med nogle venner og tog sig en løbetur i området. Hun lagde mærke til, at alarmen var gået i butikken, og at der var en politibil.

- En forbipasserende sagde, at der vist var en, der løb rundt med bue og pil. Jeg begyndte at varme op til træningen, men synes ikke, der var noget dramatisk over det, siger Kari Smeby.

- Jeg troede næsten ikke på det. Det lød jo helt skørt. Jeg så noget legeudstyr for mig. Det var det på ingen måde.

Alvoren gik først op for hende, da hun så en helikopter i luften og en masse blå blink.

- Jeg synes, at det er skræmmende. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, det var at låse døren. Jeg var bange i går, fortæller Kari Smeby.

De dramatiske hændelser har også påvirket en anden ung kvinde fra Kongsberg-området, som NRK talte med i aftes til NRK. Hun er skræmt over hændelsen, siger hun i videoen her.

Troede sirenerne kom fra tv'et

Også 24-årige Sarkis Younan overværede en del af angrebet. Han er studerende i Kongsberg, og sammen med en kammerat bor han 20 meter væk fra supermarkedet, hvor noget af angrebet udspillede sig.

- Jeg sad og så Squid Game, da jeg pludselig hørte sirener. Jeg troede først, at det var i TV-serien, fortæller Sarkis Younan til det norske medie VG.

- Pludselig hørte jeg politiet råbe som ind i helvede: "Læg våbenet ned!", fortæller den 24-årige studerende.

Kort efter begyndte politiet at banke på vinduerne på gaden og bede beboere om ikke at gå udenfor.

  • Politiets efterforskninger er fortsat i gang dagen der på i Kongsberg. (Foto: TERJE BENDIKSBY © Ritzau Scanpix)
  • Politiet er massivt til stede flere steder i byen. (Foto: TERJE BENDIKSBY © Ritzau Scanpix)
  • Her er en af politiets retsteknikere i gang med arbejdet på en adresse i Kongsberg. (Foto: TERJE BENDIKSBY © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Kongsbergs borgmester: Jeg mangler ord

- Det er en tragedie for alle dem, som er berørte. Jeg mangler ord.

Sådan lyder det fra Kongsbergs borgmester, Kari Anne Sand, som har talt med det norske medie VG.

Hun fortæller, at kommunen har oprettet et kriseteam, der skal hjælpe dem, der kan have brug for det.

- Det ryster jo hele lokalsamfundet og nabokommunerne. Jeg vil tro, at der mange, der kender nogle, der er direkte berørt. Det her kommer til at præge vores samfund i lang, lang tid fremover.

Kari Anne Sand fortalte desuden i aftes, hvordan kommunen vil hjælpe borgere, der kan være berørt af hændelsen

- Vi prøver nu at lægge til rette for at varetage de indbyggere, som kan have brug for hjælp fra vores kriseteam, sagde hun til NRK i går.

Hvorfor gik der så længe?

Flere vidner undrer sig over, at der skulle gå mere end en halv time fra politiet fik de første anmeldelser, til gerningsmanden blev pågrebet.

- Det er grusomt. Han er bare gået rundt og dræbt tilfældige her i vores gader, siger Gudoon Hersi til Aftenposten.

Hun gik en tur gennem byen sammen med veninden Silje Limstrand, da de gik direkte ind i politijagten på den 37-årige danske statsborger.

De så godt to politibiler med de blå blink tændt, men I første omgang tænkte de ikke videre over det. Det er jo Kongsberg, som Silje Limstrand siger.

- Der sker jo aldrig noget her. Her er der bare bittesmå, pæne caféer, hyggelige butikker og folk ude på tur, fortæller Gudoon Hersi.

For de to veninder og resten af indbyggerne i Kongsberg gik aftenen med at sikre sig, at venner og familie var i sikkerhed.

- Vi har sendt beskeder til alle, som vi kender. Nu spørger alle sig selv, hvem der har mistet livet. Er det nogen, vi kender? Alle kender jo alle her i Kongsberg, siger Silje Limstrand.

Kirken i Kongsberg har klokken ni åbnet dørene for alle, der har brug for at tale om hændelsen, tænde et lys eller bare sidde sammen i stilhed, skriver VG.

Facebook
Twitter