Viktor mistede sin familie efter Tjernobyl: Fik nyt liv i Danmark

Viktor Melnikov var ni år, da Tjernobyl eksploderede. Hans mor passede de stråleramte og fik kort efter selv kræft.

I dag er Viktor skuespiller og opfører Dostojevskij-stykker i kapellet på Assistens Kirkegård. (Foto: Daniel Schultz Madsen © DR Nyheder)

- Jeg kan huske en morgen, jeg vågnede, og min mor var der ikke. Jeg kiggede ud af vinduet, og min mor stod i en lang, lang kø.

Viktors mor havde, ligesom alle andre, fået nyheden om ulykken efter tre dage, og derfor stod hun sammen med hundredevis af andre mennesker i kø foran apoteket for at købe jodtabletter i håb om, at det radioaktive nedfald ikke ville blive optaget i kroppen.

Det er i dag 30 år siden, folk i det daværende Sovjetunionen vågnede op en solrig morgen intetanende om, hvad der var sket, og hvad det kom til at betyde for deres fremtid.

Radioaktivitet svarende til omkring 400 Hiroshima-bomber blev udløst ved eksplosionen i Tjernobyl.

Det kom til at have store konsekvenser for både mennesker og dyr, som i dag stadig ikke kan bevæge sig sikkert rundt i området på grund af for høj strålingsfare.

Endte i gadebandemiljøet

Da ulykken ved Tjernobyl skete var Viktor ni år gammel. Hans mor var på det tidspunkt ansat på hospitalet, hvor de første strålede patienter blev behandlet.

Få år efter døde Viktors mor af kræft, formodentlig på grund af stråling fra atomkraftulykken.

Viktor, der i dag er 39 år og bor i Danmark, husker den sidste tid med moren.

Feature: Jagten på hjem

I P1-featuren ’Jagten på Hjem’ kan du høre, hvordan Viktor finder sit hjem både gennem teatret, ture til Rusland og i skovens ro. Find udsendelsen her.

- Jeg tror, hun kunne fornemme stærkt, at døden var på vej. Hun tog ind til Kiev og købte en meget fin sort kjole med glimmer, et fint tørklæde og sko. Jeg var kommet hjem fra skole og hun fortalte mig, at når hun dør, ville hun gerne have det på. Det er mærkeligt, at man sådan kan fornemme døden, fortæller Viktor i P1-featuren ’Jagten efter hjem’.

Viktors far havde svært ved at rumme elendigheden og endte med at blive dybt alkoholiseret.

Så bare 13 år gammel følte Viktor sig alene i verden, og han endte på gaden og blev en del af gadebandemiljøet.

Var som at vågne fra et mareridt

Efter ulykken kom mange børn på ferieophold for at komme væk fra de belastede områder.

Det lykkedes også for Viktor, da han var 16. Han kom på ferieophold hos en familie i Vordingborg og endte med at blive adopteret af nogle af familiens venner.

Fra da af handlede det om at finde sig hjemme, ikke bare rent fysisk, men også følelsesmæssigt.

Han havde svært ved at finde ud af, hvem han var, for alle hans holdepunkter var væk.

Jeg forsøgte at finde afklaring ved at tage på Assistens Kirkegård. Jeg skrev breve til min mor og lagde dem ved H.C. Andersens grav.

Viktor Melnikov

Viktor tænker tilbage på den første tid fyldt med både taknemmelighed og savn.

- Jeg husker lyset og luften, den der renhed. Det var som om, jeg var vågnet fra et eller andet mareridt. Eller som om jeg havde haft et filter på, og pludselig så jeg alt meget mere tydeligt. Samtidigt var jeg også fyldt af et enormt savn, og jeg kan huske, at jeg forsøgte at finde afklaring ved at tage på Assistens Kirkegård. Jeg skrev breve til min mor og lagde dem ved H.C. Andersens grav.

Hjemlandet lever gennem Dostojevskij

I ungdomsårene havde han svært ved rigtigt at føle, at Danmark var hans hjem, og han rejste ofte tilbage til sin fødeby.

- Jeg blev ved med at vende tilbage. Jeg ledte og ledte, og egentlig ved jeg ikke engang, hvad jeg ledte efter. Det har nok været en følelsesmæssig stemning, jeg ledte efter. Jeg kan huske, at jeg opsøgte min naboer og aflæste deres ansigter og ville gerne have dem til at fortælle mig en masse ting.

(Foto: Daniel Schultz Madsen © dr)

I dag er han skuespiller og opfører Dostojevskij-stykker i kapellet på Assistens Kirkegård. På den måde har han taget sin russiske baggrund med sig.

Han bruger sin historie aktivt i sit liv og på teaterscenen, og finder mening i at gennemleve de følelser, han har været igennem efter Tjernobylulykken.

Derfor vidste han også en dag, at det nu var sidste gang, at han ikke behøvede vende tilbage til Tjernobyl mere. Han sørger ikke længere på samme måde over det, der er sket.

- Det er som om, det er blevet stille nu. Jeg har fået ro, og det føles befriende, det gør det, fortæller Viktor smilende.

Fakta: Tjernobyl-ulykkens ofre

  • Omkring 300.000 mennesker er tvunget væk fra deres hjem efter Tjernobylulykken, og man forventer ikke, at de vil kunne komme tilbage inden for de næste 100 år.
  • Mange er døde af stråling forårsaget af ulykken, men det vides ikke hvor mange. Der gættes på et tal mellem 4000 og 100.000 mennesker.
  • Efter ulykken håbede folk at jodtabletter kunne forhindre optagelsen af det radioaktive nedfald. Spiser man tabletterne mætter man skjoldbruskirtelen med jod, så radioaktiviteten ikke optages. Desværre var det først flere dage efter, at nyheden om ulykken kom ud til befolkningen.