Vil genåbne undersøgelse af voldtægt

Med anholdelsen af Assange ønsker advokat at få genoptaget undersøgelse af voldtægtsanklager fra to svenske kvinder.

USA ønsker også at få Julian Assange udleveret. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Efter dagens anholdelse af Julian Assange har en svensk advokat ønsket at genåbne undersøgelsen af de voldtægtsanklager, som den 47-årige australier blev anklaget for i 2010.

- Vi vil nu se på sagen og afgøre, hvordan det hele skal forløbe. Men vi kan ikke sige endnu, hvornår der bliver truffet en beslutning, udtaler vicechefanklager Eva-Marie Persson til Aftonbladet.

Elisabeth Massi Fritz er advokat for en af de kvinder, der har anklaget Wikileak-stifteren for voldtægt.

Tidligere i dag sagde advokaten til det svenske nyhedsbureau TT:

- Vi vil gøre alt i vores magt for at få genoptaget undersøgelsen af ham, så han kan blive retsforfulgt i Sverige.

Anklaget af to kvinder i 2010

I 2010 blev Julian Assange anklaget for at have begået voldtægt og seksuelle overgreb mod to svenske kvinder under en rejse til Stokholm, hvor han opholdt sig fra den 11 - 21. august 2010.

Den ene af kvinderne arrangerede Julian Assanges tur til Stokholm og overnattede sammen med ham i hendes lejlighed i flere nætter.

Hun har efterfølgende fortalt politiet, at de havde haft sex en enkelt aften, men at Assange overskred hendes grænser op til flere gange i de efterfølgende dage - så meget, at hun efter eget udsagn måtte flytte hjem til en ven, mens Assange sov i hendes lejlighed.

Den anden kvinde mødte Julian Assange til et seminar i de dage, han var i Stokholm.

Hun fortalte politiet, at efter en aften, hvor de havde haft sex, vågnede hun morgenen efter ved, at han havde ubeskyttet sex med hende.

Den 21. august udstedte den svenske anklagemyndighed en international arrestordre på Assange, da svensk politi ikke vidste, hvor han befandt sig.

Han sendte en e-mail til Aftonbladet samme dag, hvor han afviste beskyldningerne.

Derefter søgte han politisk asyl på Ecuadors ambassade i London, fordi han frygtede at blive udleveret til USA, hvis han rejste til Sverige. Han fik politisk asyl i 2012 af Ecuador.

I 2017 valgte den svenske anklagemyndighed at frafalde voldtægtsanklagerne og arrestordren mod Assange.

Det er altså undersøgelsen af de anklager, som advokat Elisabeth Massi Fritz nu ønsker genåbnet.

Kan få fem års fængsel i USA

Julian Assange blev i dag anholdt af britisk politi efter syv år i politisk asyl på den ecuadorianske ambassade.

Det skete blandt andet, ifølge britisk politi, fordi USA vil have ham udleveret.

Han er anklaget af de amerikanske myndigheder for i 2010 at have hjulpet en anden whistleblower, Chelsea Manning, med at hacke sig ind i strengt fortrolige computere, ejet af den amerikanske regering.

Julian Assange risikerer op til fem års fængsel.

Facebook
Twitter