Vil stoppe 'kapløbet mod bunden': G7-lande enige om minimumsgrænse for selskabsskat

Aftale er godt nyt for skatteretfærdighed, dårligt nyt for skattely overalt i verden, lyder det.

Finansministrene fra de syv store industrinationer, USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada og Italien mødtes i dag i London. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

Finansministrene fra G7-landene er i dag blevet enige om en global selskabsskat på 15 procent.

- Det glæder mig at meddele, at G7-finansministrene efter flere års diskussioner er nået frem til en historisk aftale om at reformere det globale skattesystem, så det passer til den globale, digitale alder, lød det efterfølgende fra Storbritanniens finansminister, Rishi Sunak.

Aftalen, der er indgået af de syv store industrinationer, USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada og Italien, skal stoppe det, finansministrene kalder ”kapløbet mod bunden”, hvor lande underbyder hinanden med lave selskabsskatter for at lokke store virksomheder til.

Den skal også sikre, at virksomheder fremover ikke længere kan nøjes med at betale skat i det land, hvor de indberetter deres indtjening, men også i de lande, hvor de sælger deres produkter eller services.

Tysklands finansminister Olaf Scholz kalder aftalen historisk:

- Det er virkelig godt nyt for skatteretfærdighed og solidaritet og virkelig dårligt nyt for skattely rundt omkring i verden, siger han ifølge Reuters.

International handel, lokal bogføring

Aftalen er indgået på weekendens G7-møde, hvor finansministrene fra de syv store industrinationer, USA, Tyskland, Storbritannien, Canada, Frankrig, Italien og Japan, mødtes i London.

Det næste skridt er nu at brede aftalen ud til en endnu større kreds af lande, ikke mindst ved det forestående G20-møde, som finder sted næste måned, og med OECD-landene.

    Regeringer verden over har i de seneste år kæmpet med den udfordring, at internationale virksomheder har kunnet oprette lokale afdelinger i lande med lav selskabsskat, bogføre deres indtjening der og nøjes med at betale lokale selskabsskat – også i tilfælde, hvor størstedelen af indtjeningen rent faktisk kommer fra salg i andre lande.

    Det betyder, at blandt andet Danmark går glip af milliarder af skattekroner, når en virksomheds overskud, der reelt er indtjent i Danmark, beskattes i et andet land.

    Flytningen af overskud kan lade sig gøre på grund af de forskellige regler for beskatning af selskaber, der er i EU-landene og globalt.

    Fremgangsmåden er fuldt lovligt og bliver blandt andet benyttet af store internationale virksomheder som blandt andet Amazon og Apple.

    Irland: Alles behov bør blive imødekommet

    Fra Irland, som tilbyder en af EU's laveste selskabsskatter og blandt andet huser Apples europæiske hovedkvarter, lyder det, at også de mindre økonomiers behov skal tilgodeses i en global aftale om selsskabsskat.

    - Det er i alles interesse at opnå en bæredygtig, ambitøs og ligeværdig aftale om den globale skattearkitektur, lød det ifølge Reuters fra Irlands finansminister, Pascal Donohoe.

    Donohoe har ellers tidligere udtrykt forbehold over for en sådan aftale, af frygt for at den vil ramme Irlands meget lave selskabsskat på 12,5 procent. For digitale virksomheder er skatten helt nede på 10 procent. Til sammenligning er selsskabsskatten i langt de fleste europæiske lande over 20 procent – i Danmark ligger den for eksempel på 22 procent.

    Nu ser den irske finansminister frem til at diskutere emnet i OECD, som er den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation.

    - Der er 139 lande ved bordet, og enhver aftale bør opfylde behovene hos både små og store lande, udviklede så vel som udviklende, skriver han på Twitter.

    Også Luxembourg og Holland er blandt de lande i EU, der har den laveste selskabsskat.

    Oxfam Ibis: Ikke ambitiøst nok

    Hos NGO’en Oxfam Ibis, som kæmper mod global ulighed, har man noteret sig G7-landenes ambitioner om at gøre op med de internationale skattely.

    Men aftalen er alt, alt for uambitiøs, lyder kritikken fra Oxfam Ibis’ danske generalsekretær, Kristian Weise.

    - Det er på høje tid, at de største økonomier i verden tvinger techgiganter og andre multinationale selskaber til at betale en fair skat. Men at sætte mindstesatsen på 15 procent er alt for lavt. Det vil ikke bremse selskabsskattens skadelige ræs mod bunden eller stoppe den udbredte brug af skattely, skriver generalsekretæren i en pressemeddelse:

    - Det er absurd, at G7-landene påstår, at man reformerer det globale skattesystem ved at sætte en minimumssats, som er på lige så lavt et niveau som rater i skattely som Irland, Schweiz og Singapore.

    I stedet opfordrer organisationen til en global bund under selskabsskatten på 25 procent. Den samme opfordring er også tidligere kommet fra den uafhængige kommission for reform af selsskabsskat, ICRIT.

    Efter dagens G7-møde kaldte den franske finansminister, Bruno Le Maire, aftalen for ”et godt udgangspunkt”.

    - Dette er et sted at starte og i de kommende måneder vil vi kæmpe for at sikre, at minimumsselskabsskatten bliver så høj som muligt, siger Bruno Le Maire ifølge Reuters.

    Facebook
    Twitter

    Mere fra dr.dk