Vilde svin hærger Australien

De ødelægger afgrøder, de sviner vandløb og de spreder sygdomme. Vildsvin er et stort problem i Australien. Og der er flere af dem, end der er mennesker.

Der findes vilde svin over store dele af verden. Men få steder udgør de så stort et problem som i det nordlige Australien (Foto: Richard Bartz © Creative Commons Att. 2.5)

Australske videnskabsmænd advarer nu om, at et stigende antale vilde grise udgør en trussel mod både landbrug og naturen. Det skriver BBC.

Eksperter mener, at der er 23 millioner vilde svin i Australien. Det er flere, end der er mennesker.

Problemet er størst i regnskovene i delstaten Queensland i den nordlige del af landet.

Guerillakrig mod svinene

Her har man sat professionelle jægere til at fange og nedslagte grisene. Ligene begraves, fordi de bærer for mange sygdomme til, at de kan spises.

Paul Smith er en af de professionelle jægere. Som soldat har han tidligere gjort tjeneste i Irak, Østtimor og Somalia. Nu driver han forretningen Boar Busters - Ornetæmmerne.

- Det er ligesom en guerillakrig. Jeg må bruge information fra de lokale for at kunne reagere effektivt på de vilde svins indtrængen, siger han til BBC.

Bange for sygdomsspredning

De vilde grise gør stor skade på afgrøder som sukkerrør og banantræer, og de forurener vandløb, som fører vand ud til det verdensberømte koralrev Great Barrier Reef.

Men videnskabsmændene er lige så bekymrede for svinenes evne til at sprede sygdomme.

- Hvis der nogensinde kommer mund- og klovsyge til Australien, vil det blive meget, meget svært at kontrollere, siger dr. James Butler.

I lighed med flere andre dyr, som hærger den australske natur, menes den vilde gris at være kommet til kontinentet med de første europæiske bosættere.

Facebook
Twitter