'Ville dræbe og skade' - seks personer tiltalt for terror i Sverige

Terrortiltalte har indsamlet store mængder kemikalier og sendt penge til IS, siger politiet.

Den svenske hovedstad Stockholm blev udsat for et terrorangreb med en lastbil i april 2017. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Et terrorangreb er blevet afværget i Sverige.

Sådan lyder beskeden i dag fra det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, efter seks personer er blevet tiltalt for terror ved en domstol i Stockholm.

Tre af personerne bliver tiltalt for at forberede et terrorangreb ved blandt andet at have indsamlet store mængder kemikalier, der kunne bruges til at fremstille bomber.

Anklagemyndigheden skriver i en pressemeddelelse, at de tiltalte havde til hensigt at "dræbe og skade andre mennesker." Hvis angrebet var blevet gennemført, ville det "alvorligt have skadet Sverige," hedder det videre.

De tre personer er desuden sammen med tre andre tiltalt for at have indsamlet penge til terrorgruppen Islamisk Stats aktiviteter i udlandet.

Forbindelse til Stockholm-terrorist

De seks personer kommer alle fra enten Usbekistan eller Kirgisistan.

Mindst en af de tiltalte har ifølge nyhedsbureauet TT forbindelse til usbekeren Rakhmat Akilov, der blev idømt livsvarigt fængsel for terrorangrebet i Stockholm i april 2017. Akilov dræbte fem mennesker og kvæstede 14 andre alvorligt, da han kørte en lastbil ind i tilfældige fodgængere på Drottninggatan.

Fem af de seks tiltalte har været varetægtsfængslet i længere tid. Tre af dem blev anholdt helt tilbage i april.

Samtlige de tiltale nægter sig skyldige i sagen, der vil blive behandlet ved retten i begyndelsen af 2019.

En forsvarer for en af de personer, som både er tiltalt for forberedelse til terror og terrorfinansiering, siger til SVT, at sagen udelukkende bygger på indicier.

Forsvareren siger, at de beslaglagte kemikalier kunne anvendes i byggebranchen.

Usædvanlig sag

Eksperter betegner sagen som som usædvanlig.

Siden 2005 har der været fire tilfælde, hvor personer er blevet sigtet for forberedelse til terror - og som regel drejer det sig om enkeltpersoner, påpeger terrorekspert Magnus Ranstorp.

- Det er meget usædvanligt, at der er så mange personer. Det har vi faktisk aldrig set før, siger han til TT.