Ville hjælpe Trump: Medieselskab købte historie fra nøgenmodel og skjulte den

Selskab har indrømmet, at man begravede historie for at hjælpe Trump med at blive valgt.

Sagen om udbetaling af penge til kvinder, der siger, at de har haft affærer med Donald Trump, rykker stadig tættere på præsidenten. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

Donald Trumps tidligere personlige advokat Michael Cohen skal tre år i fængsel, efter han har indrømmet at have betalt kvinder for at holde mund om affærer med Trump.

Dommen faldt i går og er i sig selv et problem for præsidenten. Michael Cohen siger nemlig, at Trump kendte til tys tys-pengene, som strider mod reglerne for kampagnebidrag, fordi formålet med betalingerne var forhindre dårlig presse under valgkampen i 2016.

Men det, som i særlig grad bør bekymre Trump, er, at Michael Cohen ikke længere står alene med sin anklage mod præsidenten, skriver flere amerikanske medier.

Tvivl om troværdighed

I forbindelse med dommen over Michael Cohen kom det frem, at et medieselskab har bekræftet advokatens udlægning af den ene af sagerne.

American Media Inc. (A.M.I.), som blandt andet udgiver tabloidavisen The National Enquirer, har indgået en aftale med anklagemyndigheden, hvor selskabet indrømmer at have medvirket i sagen om tys tys-penge til modellen Karen McDougal.

I samarbejde med Michael Cohen gik A.M.I. med til at købe rettighederne til McDougals historie om affæren med Trump med det formål at undertrykke den.

"A.M.I. erkendte yderligere, at dets primær formål med betalingen var at undertrykke kvindens historie, sådan den ikke kunne påvirke valget," skriver anklagemyndigheden i en udtalelse.

"Ikke særlig begavet"

Trump har hidtil afvist Michael Cohens udlægning af sagen og lagt stor afstand til sin forhenværende betroede medarbejder, som han kalder "svag" og "en ikke særlig begavet person".

- I fremtidige retssager vil der - berettiget - blive stillet spørgsmålstegn ved Cohens troværdighed, siger Jeff Tsai, der i 2008 var med til at føre en lignende sag om ulovlige kampagnebidrag mod senator John Edwards.

I den slags tilfælde begynder anklagerne at lede efter nogen eller noget, der understøtte et tvivlsomt vidnes forklaring, siger eksperten til New York Times.

To kvinder, der giver Trump problemer: Pornostjernen Stormy Daniels (tv) og nøgenmodellen Karen McDougal (th). (Foto: Ethan Miller)

Individ-1

Her bliver A.M.I.'s indrømmelse "afgørende". I selskabets aftale med anklagemyndigheden kan man læse, at en anden unavngiven person fra Trumps valgkampagne deltog i en diskussion med medieselskabet om tys tys-penge til Karen McDougal.

Anklagerne har allerede fastslået, at Michael Cohen handlede efter retningslinjer fra en person, der omtales som "Individ-1".

Alt tyder på, at "Individ-1" er lig med Trump, skriver mediet Vox, der har samlet en række indicier for, at både Trump og hans forretningsimperium har anklagemyndighedens store interesse i den fortsatte efterforskning af de ulovlige kampagnebidrag.

Amerikanske medier hæfter sig samtidig ved, at aftalen med A.M.I. er næsten to måneder gammel, hvorfor efterforskerne har haft masser af tid til at bore yderligere i sagen.

Den rygende pistol

"Det næste oplagte skridt i sagen synes at involvere Trump eller hans selskab," konkluderer Vox.

En tidligere chef hos The National Enquirer er enig.

- Det her kunne være den rygende pistol, som præsidenten hentydede til for nogle uger siden. Det placerer han midt i en kæmpe skandale om kampagnebidrag, siger Jerry George, der arbejdede for tabloidavisen i 28 år, til CNN.

- Jeg tror ikke, at præsidenten kan vikle sig ud af det den her gang, forudser han.

Facebook
Twitter