Vinden tager til i Californien: Skovbrand spreder sig med fatale konsekvenser

Tusindvis af hjem er truet, mens skovbranden nærmer sig større byer.

Fredag fik brandmyndighederne grundet rolige vindforhold en chance for at få mere kontrol over branden. Men vinden forventes at tage til over weekenden. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)

Den alvorlige skovbrand i Californien fortsætter med at sprede sig.

Fredag fik brandmyndighederne grundet rolige vindforhold en chance for at få mere kontrol over branden. Men vinden forventes at tage til over weekenden, hvor tusindvis af hjem er truet.

Indtil nu har branden ødelagt mere end tusind bygninger, heriblandt over 700 hjem.

Torsdag tog skovbranden livet af en 32-årig amerikansk brandmand.

Skovbrande i Californien

Siden 4. december har brandvæsnet kæmpet for at holde flammerne fra at sprede sig. Ud over den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, har flere andre skovbrande hærget i den sydlige del af delstaten. Men de er alle sammen inddæmmet. Omkostningerne nærmer sig 89 millioner dollar - omkring 560 millioner kroner.

Se Tema

Ifølge nyhedsbureauet AP var 35 procent af skovbranden under kontrol fredag. Det er den fjerdestørste skovbrand i Californiens historie.

De amerikanske brandmænd forsøger at stoppe branden fra at sprede sig til de større byer i Californien. Der er blandt andet tale om, at storbyen Santa Barbara kan komme i farezonen.

Ligeledes er byer som Carpinteria, Summerland og Montecito i risiko for at blive berørt af branden. Brandvæsnet oplyser, at man er klar til at evakuere områderne, hvis ilden kommer for tæt på.

Den voldsomme skovbrand brød ud 4. december, og siden har brandvæsnet kæmpet at holde den fra at sprede sig. Men tørre forhold og blæst har gjort, at ilden har kunnet fortsætte med at tage fat.

/ritzau/AP