- Jeg tror ikke, at Putin virkelig forstår, hvad atomvåben er, og hvad de kan gøre mod mennesker.
Sådan lyder det mandag fra den 92-årige Terumi Tanaka på et pressemøde i Oslo.
Han er i byen sammen med de to andre ledere af den japanske organisation Nihon Hidankyo for at modtage Nobels fredspris.
Organisationen blev dannet af overlevende fra atombombeangrebene på Hiroshima og Nagasaki.
Den tildeles fredsprisen for sin indsats for en verden uden atomvåben og for medlemmernes vidnesbyrd om konsekvenserne af atomvåben.
Har sendt formel henvendelse
Terumi Tanaka var selv 13 år, da han overlevede den atombombe, som USA brugte i et angreb på byen Nagasaki i slutningen af Anden Verdenskrig.
Han fortæller mandag ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at hans organisation har sendt en formel henvendelse til den russiske regering.
I henvendelsen advarer de den russiske præsident, Vladimir Putin, om konsekvenserne af hans trusler om at bruge atomvåben mod Ukraine.
- Jeg tror ikke, at han har tænkt det igennem, og derfor er han i stand til sige disse ting. Derfor er vi nødt til at forklare, hvad det indebærer for at kunne få ham til at forstå det, siger Terumi Tanaka.
Det bekymrer ham også, at Israel har atomvåben, set i lyset af krigen i Gaza.
I november 2023 sagde en israelsk minister, at en atombombe var en mulig løsning på konflikten i Gazastriben.
- Atomvåbnets grusomheder kan blive til virkelighed igen, siger Terumi Tanaka.
Han og resten af delegationen fra Nihon Hidankyo landede i Oslo søndag aften.
Håber budskabet når unge
Her lød det fra Tanaka, at han håbede, at organisationens budskab om faren ved atomvåben især ville nå unge mennesker.
- Vi er jo alle i en ganske fremskreden alder, så det er ikke så let for os at fortsætte vores arbejde.
- Jeg håber derfor, at vores stærke budskab især vil nå frem til unge mennesker, så de kan fortsætte det vigtige arbejde, sagde han ved ankomsten til Oslo.
Repræsentanterne for Nihon Hidankyo vil få overrakt fredsprisen ved en prisuddeling tirsdag.
/ritzau/