Vinterstorm i Norge og Sverige: Tusinder mister strømmen

Uvejret Ivar har hærget Sverige og Norge og har betydet, at mange er uden strøm.

Stormen Ivar har betydet lukkede motorveje i Sverige. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Tusindvis af husstande i Sverige og Norge er uden strøm, efter at stormen Ivar torsdag aften blæste ind over land.

I det nordlige Sverige er elektriciteten røget hos 40-45.000 boliger, mens over 50.000 el-kunder blev mørklagt i det centrale Norge.

Tage blæste af huse, veje lukkede og store dele af centrum i den svenske by Östersund blev spærret af for at forhindre, at mennesker kom til skade. Flere træer faldt ned over biler, men ingen skulle være kommet noget til, lyder det fra svensk politi.

Minder om Bodil

Togtrafikken blev også påvirket og ventes først at komme op i fuld drift fredag.

Den kraftige storm med vindstød af orkanstyrke minder om vinterstormen Bodil, der ramte Danmark i sidste uge.

/ritzau/NTB