Voksende modvilje i Tyskland: Nyt asylcenter i flammer

Gerningsmænd har nu begået over 200 racistiske angreb i Tyskland i år. Senest blev et asylcenter brændt ned udenfor Stuttgart og et andet center nær Dresden angrebet af 1.000 mennesker.

  • Dette hus skulle have været flygtningecenter i byen Weissach im Tal i det sydlige Tyskland. I nat brændte huset ned og angrebene mod flygtningecentre i Tyskland har for længst rundet 200 i år. (Foto: FRIEBE © Scanpix)
  • Scenerne fra gaderne i provinsbyen Heidenau ligner mest gadekampe, da 1.000 demonstranter i weekenden angreb et flygtningecenter i byen med stenkast og flasker. Over 30 betjente kom til skade og angrebene mod flygtningecentre i Tyskland har for længst rundet 200 i år. (Foto: ARNO BURGI © Scanpix)
  • Scenerne fra gaderne i provinsbyen Heidenau ligner mest gadekampe, da 1.000 demonstranter i weekenden angreb et flygtningecenter i byen med stenkast og flasker. Over 30 betjente kom til skade og angrebene mod flygtningecentre i Tyskland har for længst rundet 200 i år. (Foto: AXEL SCHMIDT © Scanpix)
  • Scenerne fra gaderne i provinsbyen Heidenau ligner mest gadekampe, da 1.000 demonstranter i weekenden angreb et flygtningecenter i byen med stenkast og flasker. Over 30 betjente kom til skade og angrebene mod flygtningecentre i Tyskland har for længst rundet 200 i år. (Foto: Z1032/_Arno Burgi © Scanpix)
1 / 4

Egentlig er Heidenau ved Dresden en hyggelig lille provinsby. Men i weekenden forvandlede byen sig til en decideret krigszone, da over 1.000 demonstranter gik på gaden og angreb et nyt flygtningecenter i byen.

Her kastede de sten, flasker og kanonslag mod flygtningecentret, mens de råbte 'sieg heil' og 'ud med udlændingene'.

Kun et stort opbud af tysk politi sikrede, at flygtningene på det lokale flygtningecenter ikke kom til skade under kampene, hvor flere end 30 politibetjente måtte have behandling efterfølgende.

Nyt asylcenter i flammer

I byen Weissach im Tal i det sydlige Tyskland er et hus, der var planlagt til at huse flygtninge, brændt ned til grunden.

Man kender ikke endnu årsagen til branden, men politiet vil ikke på nuværende tidspunkt udelukke, at den kan være resultatet af et racistisk motiveret angreb. Det fortæller DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter, fra Berlin.

- Det ville falde i tråd med de mange angreb, som man allerede har set i løbet af i år, fortæller han.

Angreb rammer mest i Tysklands rådne banan

Ifølge Michael Reiter er der flere årsager til den voksende modstand mod flygtningene. En forklaring kan være en frygt og vrede mod, at Tyskland er blevet et af flygtningenes hovedmål i Europa. Over 800.000 flygtninge forventes at komme til Tyskland i år, hvilket er en firdobling af antallet fra sidste år.

- Nu er Tyskland et stort land, og i store byer som Berlin ser man nok flygtningene, men man mærker ikke nogen forskel.

Anderledes forholder det sig i en by som Heidenau, hvor de mange nye ansigter kan være en udfordring for lokalbefolkningen, fortæller Michael Reiter.

- Pludselig har de 200 flygtninge i en by, hvor de fleste aldrig har set en afrikaner eller en syrer før. Og vi taler om landområder, der er Tysklands rådne banan. De har i forvejen store sociale problemer, og her er flygtningestrømmene vand på møllen for de yderligtgående partier, som har et godt fodfæste her, fortæller Michael Reiter.

Det er især historier i medierne om, at hver anden flygtning i Tyskland kommer fra Balkan-landene og altså ikke flygter fra krig og ødelæggelse, der hidser visse tyskere op.

Tyskland er delt i to

Andre steder forsøger den tyske befolkning at byde de nye velkomne i Europas største land.

- Samfundet virker meget polariseret, for der er også en utrolig stor gruppe tyskere, der forsøger på at få flygtningene til at føle sig hjemme i Tyskland, forklarer Michael Reiter.

De mest aktive inviterer flygtninge hjem at bo hos sig, mens andre melder sig som frivillige og hjælper flygtninge, der skal på kommunen. Der er også grupper på nettet for studerende, der åbner deres bofællesskaber for flygtninge.

- Og der er hipstere i Berlin, der laver madkurser, hvor flygtninge bliver inviteret til at komme og præsentere deres hjemlands køkken, og vise det bedre borgerskab, hvordan man laver det. Så spiser de sammen allesammen og hygger sig. Og på den måde bliver de bedre integreret - håber man på.

- Der findes sågar internetfora for folk, der opfordrer tyske turister i Italien til at smugle flygtninge ind over grænsen, siger han.

Merkel: Frastødende og beskæmmende

Den tyske kansler, Angela Merkel, sendte i dag sin vicekansler til Heidenau for at vise solidaritet med flygtningene.

Samtidig har en talsmand for kansleren kaldt de mange overgreb på flygtninge for 'frastødende og beskæmmende'.

Angela Merkel mødes her til aften med Frankrigs præsident Francois Hollande. Det vigtigste punkt på dagsordenen er, hvordan EU kan løse problemet med et stigende antal flygtninge.

Facebook
Twitter