Vold og eksplosioner i Stockholm: En mand har mistet livet

Svensk politi undersøger nu, om der er sammenhæng mellem flere voldelige episoder.

En trappeopgang i det sydlige Stockholm var i aftes udsat for en eksplosion. Politiet efterforsker nu, om flere forskellige voldsepisoder i løbet af aftenen og natten hænger sammen. (Foto: © 62260 Nils Petter Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

Rettelse: Politiets pressemøde foregik fredag og ikke i nat, som det tidligere fremgik af artiklen.

Politiet i den svenske hovedstad, Stockholm, har i nat haft travlt med flere voldsepisoder.

I bydelen Solna blev en mand ved 22-tiden fundet livløs. Selvom man gav manden førstehjælp, lykkedes det ikke at redde hans liv.

Manden, der er blevet identificeret, blev senere erklæret død på hospitalet, oplyser svensk politis pressetalsmand Per Fahlström til det svenske nyhedsbureau TT.

Politiet mener, at den voksne mand sandsynligvis er blevet ramt af skud.

Tidligere på aftenen blev der også skudt mod en lejlighedsdør i det sydlige Stockholm, og senere kørte en bil galt under en politijagt et andet sted i byen.

– En person tog flugten og to personer blev siddende i bilen. Der blev fundet skydevåben og de mistænkte er anholdt, fortæller Per Fahlström fra politiet til SVT.

Ifølge Aftonbladet drejer det sig om drenge i teenagealderen, der blev standset med automatvåben i bilen.

Politiet i Stockholm kan endnu ikke oplyse, om episoderne hænger sammen.

Men den seneste tid er der sket en stigning i antallet af skudepisoder og eksplosioner i Stockholm. Således har der siden nytår været mindst 10 tilfælde af eksplosioner.

Fredag sagde politiet i Stockholm, at man indleder en særlig efterforskning af den seneste tids optrapning af volden.

- Generelt kan man sige, at vi har et meget højt konfliktniveau mellem flere forskellige kriminelle netværk, som er særligt toneangivende lige nu, sagde politiets operationelle chef, Hanna Paradis.

Politiet ser i øjeblikket en tendens til, at både ofre og gerningsmænd er meget unge. Halvdelen af de mistænkte er under 18 år, fortæller politiet.

- Vi ser også en foruroligende tendens til, at mange af de unge er blevet tvunget eller truet til at begå forbrydelserne. Udfører de ikke attentatet eller overfaldet, risikerer de selv at miste livet, siger Hanna Paradis.

Operationel chef Hanna Paradis fra Stockholms Politi fortæller ved et pressemøde om nattens voldelige episoder. (Foto: © JESSICA GOW/TT, Ritzau Scanpix)

Eksplosion i opgang

I løbet af natten til lørdag udspillede der sig flere voldsomme episoder i Stockholm.

Klokken 23.31 modtog politiet et alarmopkald om en ny eksplosion i bydelen Skarpnäck i det sydlige Stockholm.

- Da vi ankom til stedet, kunne vi konstatere, at der var sket en detonation i en trappeopgang, siger pressetalsmand Per Fahlström ifølge Ritzau.

Der er dog ikke meldinger om tilskadekomne. Politiets bomberyddere har efterfølgende arbejdet på stedet for at sikre ejendommen.

Senere på natten, klokken 1.45, blev der desuden skudt mod et hus i Botkyrka, syd for Stockholm.

- Der er blevet skudt mod huset, og der var personer inde i boligen, men vi har ikke meldinger om personskader, siger Mikael Pettersson fra politiet i Stockholm til Aftonbladet.