Volden eskalerer før jødisk flagparade: Politi affyrer tåregas og chokgranater ved muslimsk helligdom

Urolighederne mellem israelsk politi og palæstinensiske demonstranter eskalerer.

Israelsk politi forsøger at anholde palæstinensiske demonstranter i Jerusalem. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Israelsk politi har skudt med tåregas, gummikugler og chokgranater mod palæstinensiske demonstranter foran Al-Aqsa-moskeen i den gamle del af Jerusalem i løbet af formiddagen.

På videoklip på Twitter kan man tilsyneladende se chokgrantater helt inde i Al-Aqsa, der er Islams tredjehelligste moske, der placeret på Tempelbjerget eller Haram al-Sharif, som den betegnes af muslimer.

Mindst 215 palæstinensere er sårede, og 153 er indlagt på hospitalet, skriver nyhedsbureauet AP. Flere end 20 betjente er blevet såret.

Det er fjerde dag med kampe mellem politi og palæstinensiske demonstranter, der protesterer mod israelske bosætteres forsøg på at overtage arabiske hjem i et boligkvarter i den østlige del af i byen.

- Det er en klar eskalering i forhold til de andre dage, forklarer Allan Sørensen, mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad.

Dagens kampe opstod, da en gruppe israelere forsøgte at trænge igennem en politiafspærring foran Tempelbjerget, som på grund af weekendens uroligheder er afspærret for israelere. Gruppen og politifolk blev derefter mødt af stenkast fra palæstinensere, fortæller Allan Sørensen.

- Det er heldigt, at der ikke har været dødsfald endnu de seneste dages omfattende uroligheder taget i betragting. Lige nu venter begge parter på det første dødsfald, og så eskalerer konflikten.

Jerusalemdag kan provokere

I dag fejrer mange israelere "Jerusalemdagen", der markerer Israels erobring af byen under krigen i 1967, med en flag-parade gennem byen.

Paraden vil blandt andet gå gennem det muslimske kvarter og ende ved Tempelbjerget, der også huser den jødiske helligdom Grædemuren. I år falder paraden sammen med den muslimske højtid ramadanen, og mange frygter, at paraden vil føre til yderligere uro i byen i løbet af dagen.

En palæstinensisk mand hjælper en anden foran Al Aqsa-moskeen med Klippehelligdommen i baggrunden. Begge er placeret på Tempelbjerget i den gamle del af Jerusalem. (Foto: Ahmad gharabli © Scanpix)

- Der er massivt politiopbud, og alle bliver tjekket ved indgangen til den gamle bydel, forklarer mellemøstkorrespondent Allan Sørensen.

FN's sikkerhedsråd vil diskutere situationen senere i dag. Samtidig har FN's generalsekretær, António Guterres, opfordret til besindighed:

- Generalsekretæren udtrykker dyb bekymring for den fortsatte vold i det besatte Østjerusalem og muligheden for, at palæstinensiske familier kan blive sat ud af deres hjem. Han opfordrer Israel til at indstille nedrivninger og udsættelser, lyder det i udtalelsen fra FN-chefens talsperson.

I dag skulle Israels højesteret have taget stilling, om det er lovligt at sætte palæstinensiske familier på gaden. Afgørelsen er blevet udskudt, efter urolighederne brød ud fredag.

Folkekirkens Nødhjælp: Vold uden konsekvenser

En af dem, der har oplevet de voldelige sammenstød på nærmeste hold, er Mads Frilander, som er landechef i Palæstina for Folkekirkens Nødhjælp.

Han bor og arbejder i den omstridte arabiske bydel Sheikh Jarrah, som den seneste uro tager udgangspunkt i.

Han mener, at frustrationen blandt palæstinenserne koger over, fordi de i længere tid har oplevet, at der hersker straffrihed for "ekstremistiske voldelige jødiske grupper", mens der omvendt er store konsekvenser for mange palæstinensere, der tager del i demonstrationer i området.

- Det er tydeligt, at Israel ikke længere lever op til de alle gængse kriterier for en retsstat. Jødiske grupper med køller og skydebåden går rundt Jerusalem og udøver vold, uden vi har set nogen konsekvenser for dem, lyder det fra landechefen i en presseudtalelse.

- Samtidig bliver voldsparate palæstinensere anholdt i hobetal, imens ikke-voldelige demonstrationer bliver opløst ved, at de israelske styrker oversprøjter demonstranterne med det ildelugtende skunkspray, lyder det fra Mads Frilander.

Folkekirkens Nødhjælp pointerer, at de som organisation mener, at de israelske forsøg på at overtage palæstinensiske områder i Østjerusalem "skal ses som et led i en omfattende tvangsfjernelsesproces, der sigter mod at marginalisere palæstinenserne så meget som muligt".

Rettelse: Artiklens underrubrik er opdateret. Her er israelske demonstranter udskiftet med palæstinensiske demonstranter. Vi beklager fejlen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk