Voldsom smittestigning i Europa: Italien åbner nødhospitaler, mens tyskerne hamstrer toiletpapir

Bekymringen breder sig, efter flere europæiske lande har sat smitterekord.

Store dele af Europa er hårdt ramt af covid-19 i øjeblikket.

Store dele af Europa oplever lige nu en voldsom stigning i antallet af smittede med covid-19.

Ifølge den svenske avis Dagens Nyheter ramte 21 europæiske lande i går deres højeste antal smittede i løbet af et døgn.

Vi tager et kig på fem af landene, hvor smitteudviklingen går den forkerte vej.

Italien frygter retur til afgrunden

Soldater har opsat en vejspærring ved Arzano nær Napoli, efter byen erklæret en såkaldt rød zone. (Foto: CESARE ABBATE © Scanpix)

Støvlelandet er et af de steder, hvor man melder om voldsom smittestigning. Det seneste døgn har italienerne registreret omkring 15.000 nye smittetilfælde.

Italien har tidligere været et af de hårdest ramte områder i hele verden, men efter nedlukning og skrappe tiltag lykkedes det efterfølgende at få bugt med situationen i landet.

Men nu går det altså den forkerte vej igen.

På knap to måneder er antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere steget fra 12 til 86.

Smittetallene er steget dramatisk i Italien.

- Jeg tror, at mange italienere frygter, at de står og kigger ned i afgrunden, siger Anna Gaarslev, DR's Europa-korrespondent, som tilbragte store dele af foråret i Italien for at dække det voldsomme coronaudbrud i landet.

Hun fortæller, at regionerne Lombardiet, Campagna og Lazio, som blandt andet huser Rom, nu indfører udgangsforbud om natten, mens de store skoleelever i landet bliver sendt hjem.

- Det her kommer til at påvirke folk på alle parametre, og det påvirker allerede en meget stor del af italienernes dagligdag, siger korrespondenten.

Hun fortæller, at landet samtidig er ved at genåbne særlige covid-19-afdelinger i messecentre og lignende, som man så det i foråret.

- Italienerne er hundeangste for, at det her er foråret om igen.

Tjekkiet indtager trist førsteplads

  • For tre måneder siden blev der arrangeret fællesspisning på Karlsbroen i Prag for at fejre afslutningen på coronakrisen. (Foto: MARTIN DIVISEK © Scanpix)
  • I dag ser situationen meget mere alvorlig ud. (Foto: MARTIN DIVISEK © Scanpix)
1 / 2

Efter for tre måneder siden at have fejret afslutningen på coronakrisen har Tjekkiet nu de højeste smittetal i hele Europa.

Alene i går blev der registreret knap 15.000 nye smittetilfælde i landet. Her har man nu indført, hvad der minder om en anden nedlukning, beretter The Guardian.

Smitten begyndte for alvor at stige i september, hvor det samlet antal af smittede blev fordoblet. I slutningen af måneden erklærede regeringen i landet undtagelsestilstand, fordi stigningen i antallet af smittetilfælde kunne true hospitalernes kapacitet.

I sidste uge fulgte man op ved at lukke skoler, sportsfaciliteter og barer.

Nu er der mere eller mindre indført en ny nedlukning af samfundet, hvor kun butikker, som betegnes som essentielle, får lov til at holde åbent. Det indebærer også, at tjekkerne kun må bevæge sig udenfor for at arbejde, handle eller dyrke motion.

Frygt for belgisk tsunami

Betjente patruljerer i Bruxelles under det natlige udgangsforbud. (Foto: THIERRY ROGE © Scanpix)

Belgien har i store perioder været et af de lande i verden med flest covid-19-dødsfald set i forhold til landets indbyggertal. En af hovedårsagerne er dog, at de belgiske myndigheder medregner langt flere dødsfald i statistikkerne end andre lande.

Trods forbeholdet er der dog ikke nogen vej uden om, at det står skidt til i det lille land. Landet har Europas næsthøjeste antal smittede i forhold til indbyggertal, og det samlede antal smittede er fordoblet på en måned, rapporterer The Guardian.

- Vi er den mest berørte region i hele Europa. Vi er virkelig tæt på en tsunami. Vi er tæt på ikke længere at kunne kontrollere, hvad der sker, lød det tidligere på ugen fra Belgiens sundhedsminister, Frank Vandebroucke.

Her pegede han på, at smittegraden i Bruxelles var 50 procent højere end i Paris og Madrid, hvor der også er stor smitte.

Landet har i dag fået yderligere dårligt nyt, efter det er kommet frem, at landets udenrigsrigsminister, Sophie Wilmès, er indlagt på intensivafdeling med covid-19.

Situationen har fået landet til at indføre en række nye coronarestriktioner. Herunder:

•Samtlige cafeer og restauranter lukker for spisende gæster, men må sælge take away indtil klokken 22.

•Udgangsforbud mellem midnat og klokken fem om morgenen.

•Helt tætte kontakter – det som kaldes ”krammekontakter” - begrænses til én person.

•Forbud mod salg af alkohol efter klokken 20 om aftenen.

Tyskerne hamstrer igen

Det tyder på, at tyskerne er begyndt at hamstre basale fornødenheder. (Foto: HAYOUNG JEON © Scanpix)

Vores naboland mod syd har høstet ros under pandemien for at lykkes med at holde dødstallet nede og få indført et effektivt testsystem.

I den seneste tid er udviklingen alligevel gået den forkerte vej. I går registrerede Tyskland 11.287 nye smittetilfælde på et døgn - en markant stigning i forhold til den hidtidige rekord på 8.000.

En af dem var landets sundhedsminister, Jens Spahn.

Stigningen betegnes som "meget alvorlig" af Lothar Wieler, direktøren for Tysklands svar på Statens Serum Institut, som peger på, at festglade unge udgør et særligt problem.

Politikerne advarer om, at der kan komme blive skruet op for restriktionerne, hvis de stigende smittetal fortsætter.

Ifølge de tyske center for statistik er tyskerne begyndt at hamstre varer som håndsprit, sæbe og toiletpapir igen. I sidste uge var salget af toiletpapir eksempelvis 89,9 procent højere end normalen, mens tallet for håndsprit var 72,5.

Spanien runder en million smittede

Borgerne i Madrid har fået indskrænket deres bevægelsesfrihed. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)

Spanien rundede i aftes som det første europæiske land en million registrerede smittetilfælde. Landet var i foråret et af de hårdest ramte lande i verden, og nu går udviklingen for alvor den forkerte vej igen.

Udviklingen fik tidligere i dag landets sundhedsminister, Salvador Illa, til at slå fast, at situationen ikke er under kontrol, og at regeringen diskuterer, om man skal begrænse muligheden for at rejse mellem de spanske regioner.

Knap en tredjedel af landets smittetilfælde findes i Madrid, hvor der er undtagelsestilstand. Her har man blandt andet indført følgende tiltag:

  • Man må ikke rejse ind eller ud af Madrid, med mindre det er for at arbejde eller gå i skole.

  • Ingen social kontakt mellem forskellige områder

  • Hoteller og barer skal lukke klokken 23 og må kun være 50 procent fyldt.

  • Forretninger skal lukke klokken 22 og må kun være 50 procent fyldt.

  • Sociale forsamlinger er indskærpet til seks personer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter