Voldsomme kampe i Gaza

Der meldes om flere ofre, efter Israel indleder en landoffensiv i Gaza. Hamas svarer igen med mortergranater. Sikkerhedsrådet diskuterer situationen.

Israelske soldater under indrykningen i Gaza. (Foto: Jack Guez © Scanpix)

Det kom til kraftige ildkampe mellem militsfolk fra Hamas og israelske soldater, da israelske styrker i aftes rykke ind over grænsen til Gaza.

Den israelske hær siger, at "et stort antal" soldater var trængt ind over grænsen. Her åbnede kampvogne ild, og der blev meldt om flere ofre omkring Gaza By og de nordlige byer Beit Lahiya og Jabaliya.

Svarer igen med mortergranater

Ifølge Gazas ambulancetjeneste er et barn dræbt og 11 andre børn såret. Midt på aftenen blev et gasdepot ved Beit Lahiya bombet med en stor eksplosion til følge.

Hamas-militsen svarede igen med mortergranater.

Premierminister Ehud Olmert kontor oplyser, at titusinder af israelske reservister har fået ordre til at lade sig mobilisere. Samtidig sagde premierministeren, at målet er at lamme de områder i Gaza, hvorfra der sendes raketter mod Israel. Desuden antydede han, at invasionen kan blive langvarig.

Sikkerhedsrådet indkaldt

- Det bliver ikke let og kortvarigt, men vi er målbevidste, sagde han.

Hamas svor, at det vil omdanne Gaza til en "kirkegård for den israelske hær", og den islamistiske bevægelse hævdede, at det havde dræbt flere israelske soldater. Det er dog ubekræftet af israelsk militær.

Omkring midnat dansk tid mødes FN's sikkerhedsråd for at diskutere situationen.

Militære eksperter har tidligere advaret om, at den massiv invasion i Gaza vil føre til mange civile ofre.

Skal sikre ro

Til israelsk tv sagde udenrigsminister Tzipi Livni, at indrykningen er den første i måske flere operationer.

- Jeg håber, at resultatet med denne operation vil sikre ro på længere sigt. I det øjeblik de skyder, så vil vi besvare med stor kraft, sagde hun.

- Måske kan det blive nødvendigt med adskillige operationer.

Tidligere lørdag ramte israelske fly en moské i byen Jabaliya, og ifølge hospitalskilder og øjenvidner blev 16 dræbt, mens de var til bøn.

Facebook
Twitter