Voldsomme sammenstød i Hongkong: En person meldes ramt af skud

DR's korrespondent i Asien melder om kaotiske tilstande på den kinesiske årsdag.

Mens kommunistregeringen og befolkningen på fastlandet markerer 70-års dagen for Folkerepublikken Kina, er politi og demonstranter i dag stødt sammen i Hongkong.

Her er der kort før middag udbrudt voldsomme kampe, skriver DR Nyheders Asien-korrespondent Philip Khokhar på Twitter:

- Jeg har aldrig set så kaotisk et Hongkong som i dag. Centrum er det rene kaos. Politi har skudt med skarpt enkelte gange som varsel. Tåregas overalt. Politi truer også presse.

Over for nyhedsbureauet AP bekræfter en politikilde, at en demonstrant er blevet skudt i brystet af en betjent i Hongkongs Tsuen Wan-område.

Der er angiveligt tale om en mandlig demonstrant, som er ramt i lungen.

Dermed har politiet i Hongkong for første gang ramt en demonstrant med skarpe skud, siden bølgen af demonstrationer tog sin begyndelse i sommer.

Der er meldinger om adskillige tilskadekomne ved demonstrationerne i Hongkong. REUTERS/Susana Vera (Foto: Susana Vera © Scanpix)

CNN skriver på baggrund af oplysninger fra lokale sundhedsmyndigheder, at 15 mennesker er blevet indlagt på sygehuse i forbindelse med sammenstødene i dag.

To personer skulle allerede været blevet udskrevet.

På Twitter skriver politiet, at der er uroligheder flere steder i Hongkong, og at demonstranter har brugt ætsende væsker, som har skadet flere politibetjente og journalister.

Politet advarer desuden borgerne om at bevæge sig udendørs.

Gasmasker og paraplyer mod tåregas

Politiet har udkommanderet 6.000 betjente til at håndtere de ulovlige demonstrationer i Hongkong i dag.

Og ifølge Philip Khokhar er det tydeligt, at demonstranterne mødte op og var forberedt på sammenstød.

- Vi ser nogle andre typer end til tidligere demonstrationer. De har sorte masker og gasmasker med. Og så ser vi paraplyer, som er et symbol på paraplybevægelsen, siger han med henvisninger til de demonstranter, der begyndte at fylde Hongkongs gader i 2014.

- De (paraplyerne, red.) kan også bruges til at afværge tåregasgranater med, siger Philip Kokhar.

Der er allerede blevet affyret tåregasgranater mod demonstranter i Sha Tin-distriktet i Hongkong. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Protestbevægelse vil sende signal

Philip Khokhar fortæller, at protestbevægelsen i dag er gået på gaden for at løbe med opmærksomheden på kommunistregeringens festdag - og samtidig sende et signal til Beijing.

- De yderligtgående demonstranter her i Hongkong har besluttet sig for, at resten af verden ikke skal høre om militærparaden i Beijing. I stedet skal verden høre om, hvad der foregår i Hongkong.

- Og de (demonstranterne, red.) har ikke lyst til, at præsident Xi Jinping og de andre magthavere skal stå og skåle i rødvin til middagen i aften.

Her er Kinas præsident Xi Jinping flankeret af de tidligere præsidenter Hu Jintao (tv.) og Jiang Zeming ved militærparaden i Beijing i dag. (Foto: GREG BAKER © Scanpix)

Kinesiske flag virker som rød klud

Årsdagen for Mao Zedongs grundlæggelse af den kinesiske folkerepublik i 1949 bliver dog også fejret af et prokinesisk mindretal i Hongkong.

Blandt andet flager offentlige myndigheder og virksomheder, der er loyale over for styret, flere steder i byen.

- Jeg ankom selv i går og kunne se flag mange steder, hvor de ikke normalt findes, fortæller Philip Khokhar.

Den kinesiske folkerepubliks årsdag bliver også markeret i Hongkong, som blev en del af Kina i 1997 efter at have været en britisk kronkoloni siden 1841. REUTERS/Susana Vera (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Og det virker yderligere som en rød klud i ansigtet på demonstranterne, der bestemt ikke mener, at der er noget at fejre i dag.

- Der er ingen af dem, der ønsker, at 1. oktober 2019 skal huske som stor festdag i Kinas i historie. Man vil hellere påpege, at Kina forsøger at slå ned på den her folkelige opstand.

Tilbagetrukket lov er ikke nok

Siden juni måned har der været demonstrationer og voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi i Hongkong.

I første omgang handlede protesterne om at få den lokale regering til trække en lovgivning tilbage, som ville have medført, at borgere fra Hongkong kunne udleveres til retsforfølgelse på det kinesiske fastland.

Hongkongs lokale regeringsleder Carrie Lam deltog i militærparade i Beijing i dag. Demonstranterne i Hongkong har i månedsvis krævet hendes afgang. (Foto: GREG BAKER © Scanpix)

Den lovgivning er siden hen blev trukket tilbage af den lokale regeringschef Carrie Lam, men det har ikke fået demonstranterne til at rømme gaderne.

- Vi er inde i en anden fase end i juni og juli. Nu er det mere blevet en bevægelse for demokratiske rettigheder og reformer, fortæller Philip Kokhar.

Ifølge Reuters er demonstranten her i Hongkongs Sha Tin-distrikt bevæbnet med en hjemmelavet brandbombe - en såkaldt molotovcocktail. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Korrespondent: Det ser svært ud

Borgerne i Hongkong har i dag semidemokratiske parlamentsvalg, men vælger ikke selv deres lokale regering. Og her står man fast i Beijing.

- Det er et punkt, hvor præsident Xi har sagt meget tydeligt, at man ikke kommer til at bevæge sig en tomme, siger DR's Asien-korrespondent.

Der findes ingen magt, der kan ryste denne store nations fundament, sagde Kinas præsident, Xi Jinping, i sin tale i Beijing. (Foto: XINHUA NEWS AGENCY HANDOUT © Scanpix)

Regeringen i Beijing ville i givet fald skulle forklare, hvorfor syv millioner mennesker i Hongkong skal have mere demokrati, mens 1,4 milliarder mennesker på fastlandet skal have et andet politisk system, påpeger Philip Kokhar.

- Det bliver svært for demonstranterne at få flere demokratiske reformer igennem. For lige nu står kommunistpartiet i Kina relativt stærkt. Der er ingen tegn på, at regeringen er ved at miste magten.