Voldsomt jordskred rammer norsk fjeld

Et jordskred ramte sent i aftes fjeldpartiet Veslemannen i Romsdal i Norge. Ingen er kommet til skade.

Aftenens jordskred betyder, at fjeldet er blevet betydeligt mindre.

En række voldsomme jordskred har torsdag ramt dele af fjeldpartiet Veslemannen i Romsdal i Norge. Det oplyser den norske vand- og energimyndighed, NVE til nrk.no.

Fjeldet i området har i mange år været ustabilt og været under overvågning for jordskred siden 2009.

Ifølge NVE er det den del af fjeldpartiet, der kaldes 'Spiret', som hjælper med at holde Veslemannen oppe, der er ramt af jordskreddet.

Til det norske medie VG udtaler geolog ved NVE, Einar Anda, at det er det største jordskred i området siden 2014.

Jordskreddene begyndte allerede onsdag, men omkring klokken 21 i aftes blev området ramt af særdeles voldsomme skred. Store mængder nedbør menes at være årsagen.

Det ustabile fjeldparti har ikke før bevæget sig med så høj en intensitet, som det har været tilfældet i de seneste 24 timer, oplyser NVE.

Ifølge sektionsleder ved NVE, Lars Harald Blikra, har den øvre del af fjeldpartiet bevæget sig mere end én meter det sidste døgn.

I alt har man registreret 39 større og mindre jordskred i perioden.

Og dette har skabt stor aktivitet hos Nasjonalt Seismisk Nettverk (NSN), der har registreret kraftige rystelser så langt væk som Bergen og Trondheim.

I 2018 måtte området omkring Horgheim evakueres hele seks gange på grund af risikoen for jordskred.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk