Voldtægter, tæsk og plyndringer: Hårde anklager mod frygtet gruppe i Sudan

Demonstranter siger nu, at mindst 60 blev dræbt af sikkerhedsstyrker mandag.

Den paramilitære gruppe Rapid Support Forces holder hovedstaden Khartoum i et jerngreb, siger lokale. (Foto: MARWAN ALI © Scanpix)

En paramilitær gruppe, som gik forrest, da sikkerhedsstyrker mandag ryddede en protestlejr i Sudans hovedstad Khartoum, bliver anklaget for grove overgreb under aktionen.

En sammenslutning af læger, der støtter demonstranterne i Sudan, siger nu, at mindst 60 blev dræbt, da politi og soldater stormede lejren ved militærets hovedkvarter.

Ud over de mange dræbte siger øjenvidner, at den frygtede paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) begik seksuelle overgreb som voldtægt og tæskede hospitalsansatte, der behandlede sårede demonstranter. Det skriver blandt andet Al Jazeera og The Guardian.

RSF bliver også anklaget for at have plyndret og smadret de hospitaler, som blev stormet i jagten på demonstranter.

Det militære overgangsråd, der har taget magten i Sudan, efter præsident Omar al-Bashir blev afsat, har lukket for store dele af landets kommunikation med omverdenen. Derfor er det præcise omfang af overgrebene mod demonstranterne stadig uklart.

Rapid Support Forces blev oprettet i 2013 for at indsamle krigere fra den arabiske janjaweed-milits, der kæmpede på Sudans regerings side og dræbte hundredtusinder af civile under krigen i Darfur-provinsen fra 2003.

RSF udviklede sig til en frygtet tredje magt i Sudans sikkerhedsapparat ved siden af - og ofte i konflikt med - militæret og efterretningstjenesten.

RSF fungerede ikke bare som præsident Omar al-Bashirs personlige livgarde, men bliver anklaget for omfattende krænkelser, voldtægter og drab - primært i Darfur, men også i resten af Sudan.

Sudans aflyste revolution

  • 19. december 2018: Der opstår demonstrationer, da priserne på brød og brændstof bliver hævet.

  • 22. februar 2019: Præsident Omar al-Bashir opløser regeringen i Sudan.

  • 24. februar: Protesten fortsætter. Sikkerhedsstyrker skyder med skarpt mod demonstranter.

  • 6. april: Aktivister opretter en protestlejr ved militærets hovedkvarter i Khartoum.

  • 11. april: Militæret meddeler, at al-Bashir er blevet afsat. Demonstranterne opretholder deres protestlejr og kræver civilt styre.

  • 20. april: Forhandlinger mellem militæret og civile grupper begynder.

  • 14. maj: Forhandlerne bliver enige om en overgangsperiode til civilt styre på tre år.

  • 3. juni: Sikkerhedsstyrker stormer protestlejr ved det militære hovedkvarter og dræber ifølge demonstranterne mindst 60 personer. Samme dag afbryder de civile grupper forhandlingerne med militæret.

  • 4. juni: Militæret opsiger alle aftaler med demonstranternes repræsentanter.

Facebook
Twitter