'Vores tålmodighed er ved at være opbrugt': Joe Biden indfører omfattende vaccinekrav

Alle store virksomheder skal sørge for, at deres ansatte er vaccinerede eller testede.

Præsident Joe Biden (Foto: Kevin Dietsch © Ritzau Scanpix)

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil indføre et vaccinekrav, der omfatter 100 millioner amerikanere.

Det sker i en omfattende indsats for at øge antallet af vaccinationer og dermed bremse den stigende smitte med deltavarianten af coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

På et pressemøde i Det Hvide Hus torsdag talte Biden direkte til de omkring 80 millioner amerikanere, der er berettiget til en vaccine, men som endnu ikke har fået den.

- Vi har været tålmodige, men vores tålmodighed er ved at være opbrugt. Jeres afvisning (af at blive vaccineret, red.) har kostet os alle, sagde præsidenten.

Han tilføjede, at de uvaccinerede "kan forårsage meget skade - hvilket de gør".

En kvinde bliver testet for covid-19 i Miami. (Foto: Joe Raedle © Ritzau Scanpix)

Vaccine eller test

De nye regler betyder, at alle arbejdspladser med over 100 ansatte skal sørge for, at deres medarbejdere enten er vaccinerede eller bliver testet for coronavirus hver uge. Det vil påvirke omkring 80 millioner mennesker.

Derudover kræver præsidenten, at de cirka 17 millioner medarbejdere på USA's klinikker og andre sundhedsfaciliteter, der modtager offentlig støtte, skal vaccineres.

De nye vaccinekrav er en del af en ny handlingsplan, der skal tage hånd om den seneste stigning i antallet af smittetilfælde og det stagnerende tempo i vaccinationsraten.

Kort tid efter offentliggørelsen af de nye vaccinekrav oplyser Bidens politiske modstandere i Republikanernes Nationale Komité (RNC), at den har i sinde at sagsøge regeringen som følge af de nye krav. Det skriver Reuters.

Stigning på 300 procent

For bare to måneder siden erklærede Biden USA "uafhængigt" af virusset.

Selvom flere end 208 millioner amerikanere har fået første stik med en vaccine, har USA omkring 300 procent flere nye tilfælde om dagen nu end på samme tidspunkt sidste år.

Samtidig er antallet af hospitalsindlæggelser cirka to og en halv gange højere, ligesom at antallet af døde er næsten det dobbelte, skriver AP.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University er der siden pandemiens begyndelse registreret 654.268 coronarelaterede dødsfald og over 40 millioner smittetilfælde i USA.

Der bor omkring 333 millioner mennesker i USA.

/ritzau/

Facebook
Twitter