Vred opposition affyrer tåregas i Montenegros parlament

Trods voldsomme protester i parlamentet i Montenegro er en omstridt lov blevet vedtaget.

Mange demonstranter var på gade i Montenegro før afstemningen om den omdiskuterede lov om kirkelig ejendom. (Foto: STEVO VASILJEVIC © Scanpix)

Montenegros parlament har, efter en langstrakt debat og massive protester, vedtaget en omstridt lov om kirkelig ejendom.

Lovforslaget blev godkendt efter store uroligheder i parlamentet. Da otte timers debat blev afsluttet i morges, forsøgte oppositionspolitikere at stoppe afstemningen ved blandt andet at affyre tåregas.

Civilklædte betjente iført gasmasker tilbageholdt 24 personer. Blandt dem er 18 parlamentsmedlemmer fra oppositionen, skriver nyhedsbureauet AP.

Den nye lov kræver, at religiøse samfund fremover skal kunne bevise deres ejerskab over deres ejendomme. Den Serbisk Ortodokse Kirke (SPC) langede hårdt ud efter lovforslaget, selv før det blev debatteret i parlamentet.

Vil tage ejendomme fra kirken

Ifølge kirken er regeringens plan at fratage kirken dens ejendomme.

Allerede i aftes var hundredvis af oppositionstilhængere på gaden for at protestere over det kontroversielle lovforslag.

Regeringspartiet Demokratisk Socialistparti (DPS) har afvist oppositionens beskyldninger og siger, at hensigten med den nye lov er at fastslå ejerskabet.

- Det er ikke nationalisering, det handler om at etablere ejerskab, lød det fra DPS-medlem Andrija Nikolic i parlamentet.

Regeringen fremlagde lovforslaget første gang i maj. Ifølge forslaget skal religiøse faciliteter, som var ejet af staten Montenegro inden 1918, da staten mistede sin uafhængighed, igen være statens ejendom.

Også flere præster har været på gaden i protest mod loven. (Foto: Boris Pejovic © Scanpix)

Men SPC mener, at regeringen nu forsøger at beslaglægge kirkens ejendom.

Præsident Milo Djukanovic beskyldte i maj SPC for at forsøge at "opretholde sit religiøse monopol" i Montenegro.

Han varslede, at den uafhængige montenegrinsk-ortodokse kirke skal fremmes. Denne kirke anerkendes imidlertid ikke af Den Serbisk Ortodokse Kirke eller af andre ortodokse kirker.

Den tidligere jugoslaviske republik Montenegro var den sidste til at erklære uafhængighed. Det skete i juni 2006 fra Serbien.

Næsten 72 procent af Montenegros omkring 620.000 indbyggere regnes for ortodokse. Etniske serbere udgør 29 procent af befolkningen.

/ritzau/dpa