VW erklærer sig skyldig i dieselskandale ved en domstol

For første gang har tyske Volkswagen ved en domstol erklæret sig skyldig i skandalen om fusk med miljøtest.

Tyske Volkswagen har erkendt sig skyldig og har indgået forlig USA for at lægge den såkaldte dieselskandale bag sig. (Foto: RONNY HARTMANN © Scanpix)

Ved en domstol i Detroit, USA, erklærer den tyske bilgigant Volkswagen sig skyldig i tre anklagepunkter i den såkaldte dieselskandale, skriver Reuters og AFP.

Det var ventet, at VW ville erklære sig skyldig som led i et forlig, der blev indgået i januar. Ifølge aftalen skal VW også betale 30 milliarder kroner i bøder.

De tre anklagepunkter handler om svindel, forhindring af efterforskningen og indførsel af varer med falsk erklæring.

Volkswagen forbløffede alle, da det ellers velrenommerede bilmærke i 2015 erkendte, at det havde fusket og placeret særligt software i 11 millioner dieselkøretøjer.

På den måde blev farligt udslip fra bilernes udstødning midlertidigt reduceret under test.

Skandalen har udløst milliardbøder, direktørens afgang og et voldsomt fald i aktiekursen for Volkswagen.

Dagens forlig kommer, efter at et andet større forlig blev indgået i sommer. Det medfører en række tilbagekøb og erstatninger for omkring 80.000 forurenende 3,0-liter diesel VW, Porsche og Audi køretøjer.

Erstatningerne fra dette forlig løber op i yderligere cirka 123 milliarder kroner.

Det er alt sammen led i den tyske bilproducents bestræbelser på at få lagt svindelsagen bag sig.

/ritzau/

Facebook
Twitter