Mens DR Nyheder og andre danske og europæiske medier har valgt at vise Muhammed-tegningen på forsiden af Charlie Hebdo, har store amerikanske medier som New York Times og CNN valgt ikke at vise den.
Det anerkendte Washington Post har blot vist et lille billede af Charlie Hebdo-forsiden på internet-udgaven af den amerikanske avis, men mediet har for eksempel aldrig vist en eneste af Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger fra 2005.
- I journalistik i USA er der tradition for ikke at fornærme større grupper af læsere, og der har generelt været en enighed om, siden de danske tegninger kom i 2005, at vi ikke ville vise dem af respekt for muslimske læsere og borgere, fortæller Paul Farhi, der er medie-reporter og redaktør på Washington Post.
Større religiøs respekt i USA
Paul Farhi placerer Muhammed-tegninger i samme kategori som trafikulykker, nøgenhed og pornografi, som avisen heller ikke viser billeder af.
- Vi har aldrig beskæftiget os med ting, som kunne være unødigt krænkende, siger Paul Farhi.
- Der er nok en religiøs respekt og en mere konservativ religiøs kultur, end der er i Europa, og den styrer nok vores beslutninger, siger han.
Se hele interviewet med Washington Posts medie-reporter og redaktør Paul Farhi i videoen i toppen af artiklen.