WHO advarer mod brug af Remdesivir: Har ingen mærkbar effekt

Remdesivir har ingen betydelig effekt på overlevelseschancerne og bør ikke bruges mod covid-19, siger WHO.

Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at behandle hepatitis C, men har senere været anvendt mod ebola også. (Foto: Pool/ Scanpix /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Remdesivir bør ikke bruges til at behandle covid-19-patienter, uanset hvor syge de er. Lægemidlet har nemlig ingen mærkbar effekt på chancerne for at overleve.

Det oplyser et panel fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

- Panelet fandt mangel på beviser for, at Remdesivir kan forbedre det udfald, der betyder noget for patienten. Det gælder blandt andet nedsat dødelighed, brug for hjælp til at trække vejret, tid til klinisk forbedring og andre ting, står der i anbefalingen.

Meddelelsen er endnu et tilbageslag for lægemidlet, der i sommer fangede verdens opmærksomhed som en potentiel effektiv behandling af covid-19, efter at tidlige forsøg viste lovende resultater.

Efterspørgsel var lavere end ventet

Men i slutningen af oktober nedjusterede det amerikanske medicinalselskab Gilead Sciences, der står bag Remdesivir, sin indtægtsprognose for 2020. Det skete med henvisning til, at efterspørgslen var lavere end ventet, ligesom at det havde vist sig at være svært at spå om salget.

Remdesivir er et af blot to lægemidler, som i øjeblikket er godkendt til at behandle covid-19-patienter over hele verden.

Et stort WHO-ledet forsøg viste dog i oktober, at det havde ringe eller ingen effekt på dødelighed og længden af hospitalsindlæggelse.

Samtidig har Remdesivir været under mistanke for at kunne give nyreskader. EU's bivirkningskomité har nemlig opdaget i en rutineovervågning at nogle af de coronapatienter, der har fået lægemidlet, har fået skader på nyrerne.

Læs mere om Remdesivir her, hvor professor og overlæge Thomas Benfield svarer på spørgsmål om lægemidlet.

Trump blev behandlet med det

Remdesivir var et af de midler, som den amerikanske præsident, Donald Trump, blev behandlet med, da han var smittet med coronavirus.

Midlet er godkendt til brug som covid-19-behandling i flere end 50 lande.

WHO-panelet oplyser, at dens anbefaling om ikke at bruge Remdesivir er baseret på en bevisgennemgang, der omfatter data fra fire internationale vilkårlige forsøg. Disse forsøg omfatter flere end 7.000 indlagte covid-19-patienter.

Efter at have gennemgået beviserne konkluderer panelet, at Remdesivir ikke har nogen betydelig effekt for patienterne.

Flere eksperter både herhjemme og rundt om i verden har mange gange talt positivt om Remdesivir.

Det står ikke klart om WHO's melding får betydning for, om Remdesivir vil fortsætte med at være godkendt i mange lande.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter