Tema Krigen i Syrien

WHO advarer: Nu kun 35 læger til en kvart million i Aleppo

Verdenssundhedsorganisationen WHO foreslår, at der oprettes humanitære ruter i den sydvestlige del af Aleppo.

Tilbageblevne i den syriske by Aleppo kalder den en spøgelsesby, og nu opfordrer WHO til at oprette humanitær ruter ud af byen. (Foto: THAER MOHAMMED © Scanpix)

Intense kampe får verdenssundhedsorganisationen WHO til at opfordre til en øjeblikkelig oprettelse af humanitære ruter ud af den belejrede syriske by Aleppo, skriver Reuters.

Årsagen er, at der nu kun er 35 læger tilbage til at tage sig af de omkring 250.000 personer, der menes at være tilbage i den sønderbombede by.

Derfor ønsker WHO at evakuere syge og sårede ad humanitære ruter ud af byen.

Syriens hær og dens allierede udkæmpede tidligt i morges intense kampe med oprørere i et boligdistrikt i den sydvestlige del af Aleppo. Det oplyser højtstående kilder på begge sider til Reuters.

Boligområdet ligger tæt på Ramousah, som er den sydlige indfaldsvej til Aleppo.

Syriske og russiske luftangreb i Aleppo har ført til beskyldninger om, at der bliver begået krigsforbrydelser mod de tilbageværende indbyggere.

Det står ikke klart, hvilke våben, der bliver anvendt, men FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har nævnt rapporter om bombardementer med blandt andet brandbomber, tøndebomber, klyngebomber og kraftige sprængladninger, der kan ødelægge bunkere.

/ritzau/