WHO: Forurening koster hvert år 1,7 millioner børn livet

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er forurening skyld i 25 procent af alle dødsfald blandt mindre børn.

25 procent af dødsfald blandt børn på under fem år skyldes forurenede miljøer, såsom beskidt drikkevand, forurenet luft og dårlig hygiejne.

Det fremgår af en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Den slags forurenede miljøer kan føre til dødelige sygdomme som diarré, malaria og lungebetændelse og koster hvert år 1,7 millioner børn på under fem år livet.

- Et forurenet miljø er et dødeligt miljø - især for unge børn, siger generaldirektør i WHO Margaret Chan i en pressemeddelelse.

- Deres (børnenes, red.) organer og immunsystem og mindre kroppe og luftveje gør dem ekstra sårbare over for forurenet luft og vand, tilføjer hun.

Af WHO's rapport fremgår det, at børn allerede som ufødte kan være udsatte, hvis moren opholder sig i forurenede miljøer.

Hvis de fortsætter med at blive udsat for forurening, eksempelvis i forbindelse med passiv rygning, øger det risikoen for at udvikle lungebetændelse og luftvejssygdomme som eksempelvis astma.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter