WHO forventer test af corona-vaccine om få måneder

Det er for tidligt at spå om, hvorvidt smitten allerede har toppet, og hvornår den vil slutte, siger WHO-chef.

En ansat på en restaurant i Hongkong får taget sin temperatur, inden han møder på arbejde. (Foto: Anthony Wallace © Ritzau Scanpix)

Verdenssundhedsorganisationen WHO arbejder med fire forskellige mulige vacciner mod coronavirus, og én eller to af de mest lovende vil blive afprøvet på mennesker.

Det vil ske inden for de næste tre til fire måneder, siger chefforsker Soumya Swaminathan fra WHO.

Men det kan tage halvandet år, før en vaccine bliver bredt tilgængelig, siger hun på en pressekonference.

Samtidig vil flere eksisterende lægemidler blive afprøvet for at se, om de kan bruges til at behandle sygdommen, der har fået navnet Covid-19.

Antallet af nye tilfælde er stabiliseret, oplyser WHO. Men organisationen advarer samtidig om, at det er for tidligt at spå om, hvorvidt smitten allerede har toppet, og hvornår den vil slutte.

- Det er alt for tidligt at begynde at forudsige begyndelsen, midten og afslutningen af denne epidemi, siger Michael Ryan. Han er chef for WHO's kriseprogrammer.

Det kan gå i hvilken som helst retning

Også WHO's øverste chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarer mod at overfortolke de seneste tal, der viser en stabilisering i antallet af nye smittede.

- Dette udbrud kan stadig gå i en hvilken som helst retning, siger han.

Chefen for kriseprogrammerne roser de kinesiske myndigheders indsats.

- Det giver os en mulighed for at inddæmme smitten, siger Michael Ryan.

Antallet af døde på det kinesiske fastland er i det seneste døgn steget med 97 personer. Det officielle dødstal er dermed oppe på 1113 mennesker.

/ritzau/