WHO: Polio er udryddet inden et år

Hvis det lykkes at udrydde polio, vil det blot være den anden menneskebårne sygdom, der udryddes, siden kopper.

En lille pige vaccineres mod polio på et vaccinationscenter i Karachi i Pakistan. (Foto: AKHTAR SOOMRO © Scanpix)

Verdenssundhedsorganisationen WHO regner stærkt med at have udryddet polio inden for den allernærmeste fremtid.

Det skriver The Guardian.

- Vi er nødt til at holde presset oppe, men vi tror, vi kan nå punktet, hvor vi har stoppet smitten i slutningen af året eller slutningen af lavsæsonen (vinter, red.) næste år, forklarer WHO’s direktør for polioudryddelse, Michel Zaffran, til avisen.

Ifølge WHO har der indtil videre blot været ni tilfælde af polioudbrud i 2016, mens der på samme tid sidste år var 22 tilfælde. For begge år var udbruddene fordelt på to lande – Afghanistan og Pakistan.

- Det vil være en ekstraordinær præstation. Det har været en igangværende indsats siden 1988. Vi startede med 150 lande, og vi er nu nede på kun to lande og ni tilfælde, siger Michel Zaffran.

WHO’s første deadline for udryddelsen af sygdommen var ellers i år 2000, men det lykkedes altså ikke at nå det inden for denne grænse.

Alligevel tror WHO nu altså på, at det vil lykkes. Og skulle det ske, vil det ifølge The Guardian være blot den anden menneskebårne sygdom, det er lykkedes at udrydde, siden kopper.