WHO: Vi kan stoppe corona i 2022, men kun med samarbejde og solidaritet

Vi har værktøjerne til at slå corona ned i fællesskab, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen.

En kvinde klemmer øjnene sammen, mens hun får sin vaccine i El Alto i Bolivia, den 29. december. (Foto: CLAUDIA MORALES © Ritzau Scanpix)

To år er gået, siden Verdenssundhedsorganisationen, WHO, første gang fik besked om, at der var fundet af en ny, ukendt type lungebetændelse i Kina.

Siden er mere end 287 millioner blevet smittet med coronavirus. Næsten 5,5 millioner har mistet livet, og i den seneste måned har omikronvarianten fået smittetallene til at skyde til himmels overalt på kloden.

Men i WHO tror man på, at 2022 bliver året, hvor menneskeheden vinder kampen over virusset.

Det vil dog kræve, at alle verdens lande samarbejder i kampen mod corona, lyder det i en tale fra generalsekretær Tedros Ghebreyesus.

- Snæversynet nationalisme og vaccinehamstring af nogle lande har undergravet ligheden og skabt ideelle omstændigheder for fremkomsten af omikronvarianten, og jo længere den ulighed fortsætter, jo højere risiko er der for, at virusset udvikler sig på måder, vi ikke kan forhindre eller forudsige, lyder det.

- Hvis vi får gjort en ende på uligheden, får vi gjort en ende på pandemien.

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær i WHO, under et pressemøde tidligere i december. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

Missede vaccinemål i næsten hele Afrika

Det er særligt vaccineuligheden, der ifølge WHO's generalsekretær er den helt store faktor.

For mens størstedelen af befolkningen i USA og Europa har modtaget mindst et stik og dermed har opnået WHO's mål om at få vaccineret 40 procent af befolkningen i alle lande inden udgangen af december, så er det samme langt fra tilfældet på det afrikanske kontinent.

Her har kun ni procent af den samlede befolkning i Afrikas lande indtil videre fået første stik. Det meddelte Verdenssundhedsorganisationen torsdag ifølge BBC.

Kun i syv lande har man nået målet om at vaccinere 40 procent, nemlig i de tre små østater, Seychellerne og Mauritius, hvor over 70 procent er vaccineret, og Kap Verde, hvor andelen er 45.

WHO har nu sat et nyt vaccinemål for 2022 - nemlig at vaccinere 70 procent af befolkningen i samtlige af verdens lande inden udgangen af juli.

Kan toppe i januar

Også herhjemme er smittetallene vokset eksplosivt i den seneste tid. Det seneste døgn er 18.695 personer registreret smittet med coronavirus. Den 27. december udgjorde omikron 86 procent af de positive test.

Og epidemien er ikke toppet endnu i Danmark, mener Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

- Vi skal igennem nogle hårde uger. Jeg forventer, at den topper i løbet af januar, siger han til DR Nyheder.

Selvom det er en barsk melding, så er Jens Lundgren alligevel også lidt positiv.

- Der begynder at komme et billede på, at den nye virusvariant (omikron, red.) ikke forårsager lungebetændelse i samme omfang som de tidligere virusvarianter. Det har været problemet tidligere. Men det ser ikke ud til, at det sker i samme omfang.

- Vi er ikke helt færdige med den konklusion endnu, men der er meget, der tyder på, at den observation, som man har lavet i Syafrika, kan genfremstilles i den vestlige verden.

Der er endnu meget, man ikke ved om omikronvarianten, som blev opdaget i Sydafrika for en måned siden.

Ifølge det britiske sundhedssikkerhedsagentur viser analyser af mere end en million smittetilfælde i Storbritannien i de seneste uger dog, at risikoen for indlæggelse ved smitte med omikronvarianten kun er en tredjedel af risikoen ved deltavarianten.

FacebookTwitter