WHO: Vi skal lære at leve med covid-19

Vacciner er ikke nok til at udrydde covid-19, men kan gøre virusset til en lille trussel, siger WHO.

Udbredelsen af en covid-19-vaccine er ikke nok til at udrydde virusset, advarer WHO. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Selv om den næste tids massevaccinationer er et stort skridt frem i kampen mod covid-19, så skal vi ikke forvente, at virusset forsvinder.

I stedet er der udsigt til, at covid-19 bliver en såkaldt endemisk sygdom. Det vil sige en sygdom, der er stabilt og vedvarende til stede i visse dele af verden - så som skoldkopper og malaria.

Sådan lyder budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, som i nat holdt årets sidste pressemøde om pandemien, der har sat sine dybe spor på 2020.

- Det lader til, at virussets skæbne er at blive endemisk, ligesom fire andre menneskelige coronavirusser, og at den vil blive ved med at mutere, når den reproducerer sig selv i menneskers celler, lyder det fra chefen for WHO's strategiske og tekniske ekspertgruppe for smitsomme trusler, professor David Heymann, over for The Guardian.

- Vi har heldigvis redskaber til at redde liv, og kombineret med et godt sundhedssystem vil de gøre det muligt for os at lære at leve med covid-19, siger han.

Vacciner kan gøre det til en mindre trussel

Hos WHO's chef for akutberedskab, Michael Ryan, finder man et lignende budskab omkring vores fremtid med covid-19 som en fast del af vores ordforråd.

- Vi bør kunne få virusset under kontrol. Men en beslutning om at udrydde virusset kræver en meget højere grad af effektivitet i et vaccinationsprogram og i de andre indsatser, siger Ryan, der også fortæller, at det er for tidligt at kunne forudsige udviklingen.

- Det sandsynlige scenarie er, at virusset bliver endnu en endemisk virus. En virus, der vil forblive en trussel, men en lille trussel, hvis vi har et effektivt globalt vaccinationsprogram, siger han.

WHO-chefen peger på, at vi ikke ved, hvor mange mennesker, der kommer til at blive vaccineret, og understreger, at selv om det lykkes at få vaccineret bredt, så er det på ingen måde en garanti for, at man får udslettet en smitsom sygdom som covid-19.

- Det er en meget høj barre for os at komme over, lyder budskabet fra Michael Ryan, der siger, at vaccinernes første formål derfor er at redde liv og beskytte de sårbare.

- Og når det er gjort, kan vi arbejde på den monumentale opgave med potentielt at kunne udrydde dette virus.

Ikke nødvendigvis "den store"

Michael Ryan slår fast, at covid-19 er meget smitsom og har kostet mange menneskeliv. Men der kan vente større trusler, advarer han.

- Denne pandemi har været meget alvorlig. Den har påvirket hele verden, men den her er ikke nødvendigvis den store, lød den dystre advarsel fra WHO-chefen.

WHO advarer om, at vacciner ikke bare kan erstatte redskaber så som at holde afstand. Man ved nemlig endnu ikke, om vaccinerne vil reducere antallet af smittede. (Foto: Mladen Antonov © Scanpix)

- Dette er en øjenåbner. Vi er nu i gang med at lære, hvordan vi gør ting bedre: videnskab, logistik, træning, regeringsførelse, og hvordan man kommunikerer bedre. Men verden er skrøbelig.

- Vi lever i et stadigt mere kompleks globalt samfund. Disse trusler kommer til at fortsætte.

- Hvis der er én ting, vi skal lære af denne pandemi, så er det, at vi skal tage os sammen. Vi skal forberede os på noget, der i fremtiden kan være endnu værre.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter