WHO: Zika-truslen er ikke høj nok til at udskyde OL

Vintervejr giver kun "en meget lav risiko" for global spredning af zikavirus ved at afholde de olympiske lege i Brasilien til august, mener WHO.

Frygten er, at de mange tilrejsende under OL vil sprede den myggebårne virus til andre lande og forårsage flere tilfælde af nyfødte med den frygtede udviklingsdefekt mikrocephali. (Foto: Nacho Doce © Scanpix)

Når der til august skal løbes, kastes og springes under OL i den brasilianske millionby Rio de Janeiro, og tusindvis af mennesker vil valfarte til byen fra hele verden, er det ikke lig med en forhøjet risiko for at sprede den frygtede zikavirus globalt.

Det skriver verdenssundhedsorganisationen WHO i en pressemeddelelse, efter at sundhedseksperter har holdt en længe ventet kongres om spredningen af sygdommen.

WHO har længe været under pres for at komme med en risikovurdering for spredningen af virussen globalt under og efter OL.

Frygten er, at de mange tilrejsende under OL vil sprede den myggebårne virus til andre lande og forårsage flere tilfælde af nyfødte med den frygtede udviklingsdefekt mikrocephali.

Færre myg mindsker risiko

Brasilien er epicentret for virussen, der allerede har bredt sig til næsten 50 lande.

Det forventes, at omkring 380.000 mennesker vil besøge byen under OL.

Men tidspunktet for legene får ekspertgruppen til at konkludere, at vintervejret i Brasilien gør, at OL kun udgør "en meget lav risiko" for global spredning af sygdommen, når legene afholdes på dette tidspunkt.

Forklaringen skal findes i, at der er langt færre myg i vinterhalvåret, og dermed mindskes risikoen for smitte ifølge ekspertgruppen.

Brasilien besøges årligt af millionvis af mennesker, og dermed er risikoen ikke nødvendigvis større, fordi tusindvis ankommer til august.

Tilbage i februar erklærede WHO virussen for en global trussel, og organisationen har også tidligere opfordret gravide til ikke at rejse til zika-ramte områder.

De anbefalinger gælder stadig, ligesom rejsende opfordres til at beskytte sig mod myggebid og kun dyrke sikker sex i de berørte områder, skriver WHO.

Facebook
Twitter