Wikileaks-stifter Julian Assange er blevet tildelt statsborgerskab i Ecuador

Den 46-årige australier opholder sig stadig på Ecuadors ambassade i London.

Julian Assange har siden 2012 opholdt sig på Ecuadors ambassade i London. (Foto: Peter Nicholls © Scanpix)

Stifteren af Wikileaks, Julian Assange, er blevet tildelt statsborgerskab i Ecuador, oplyser landets udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ecuadors udenrigsminister Maria Fernanda Espinsoa bekræfter på et pressemøde i Quito, at den 46-årige Assange allerede 12. december blev tildelt statsborgerskab og tilføjede, at man i øjeblikket arbejder på at finde en løsning for situationen med Assange, der i øjeblikket opholder sig på landets ambassade i London.

Den 46-årige Assange har siden 2012 opholdt sig i London, og så længe der ikke kan stilles nogle garantier for hans sikkerhed, bliver han der, lød det fra Maria Fernanda Espinosa.

En talsmand for de britiske myndigheder oplyste tidligere torsdag, at de havde afvist et ønske fra Ecuador om at tildele Assange diplomatstatus.

Har undgået udlevering

I december 2010 blev Julian Assange anholdt i London på en mistanke om, at han under et ophold i Sverige at have voldtaget to kvinder. Han blev dog løsladt efter en uge, og en sag om en eventuel udlevering til Sverige blev indledt.

I 2012 stadfæstede den britiske højesteret en udleveringsordre, og Assange søgte derefter ophold på den ecuadorianske ambassade af frygt for, at svenskerne ville overgive ham til de amerikanske myndigheder.

I maj sidste år frafaldt de svenske anklagemyndigheder dog sigtelserne, men politiet i London oplyser, at hvis han forlader ambassaden i London risikerer han stadig at blive anholdt, fordi han overtrådte betingelserne for sin kaution i 2012.

Wikileaks, som Assange stiftede i 2006, trak overskrifter verden over i 2010, da sitet offentliggjorde tusindvis af fortrolige dokumenter omhandlende det amerikanske militærs krigshandlinger i Afghanistan og Irak og viste billeder af amerikanske soldater, der skyder civile i Irak.

Facebook
Twitter