Wikileaks viser drab på civile i Irak

I juli 2007 angreb en amerikansk kamphelikopter en gruppe mænd på en plads i Bagdad. 12 blev dræbt, blandt dem to fra Reuters Bureau. Nu er en hidtil hemmeligholdt video af angrebet blevet offentliggjort.

Billede fra en hemmeligholdt amerikansk militærvideo viser en såret iraker blive båret op på en bil. (© Scanpix)

I juli 2007 angreb en amerikansk kamphelikopter en gruppe mænd på en plads i Bagdad. Amerikanerne mente gruppen var bevæbnet. 12 blev dræbt, blandt dem to ansatte fra Reuters Bureau. Nu er en hidtil hemmeligholdt video af angrebet blevet offentliggjort.

- Vi har fem seks personer med AK 47'ere. Ønsker tilladelse til at skyde.

Sådan siger helikopterpiloten den julidag i Bagdad. Helikoptere var blevet tilkaldt for at hjælpe styrker på jorden, som blev beskudt med håndvåben og granater.

Får tilladelse og skyder

De får tilladelsen og skyder. Først på de gående og senere på en varevogn, der kommer til stedet, for at hjælpe dem, der er såret.

- Ja, se der - lige gennem forruden, lyder det på lydsporet fra videoen, der er optaget med helikopterens kamera.

I varevognen er de to børn, som bliver såret. De bliver bragt til et hospital.

- Men de kunne jo bare lade være at tage deres børn med til en kampzone, siger en fra besætningen i helikopteren.

Journailst og fotograf fra Reuters Bureau

Da episoden kort efter bliver undersøgt, viser det sig, at det helikopterfolkene mener er AK 47'ere i virkeligheden er telelinser og kameraer, og at to af de dræbte er en fotograf fra Reuters Bureau og hans chauffør.

Undersøgelsen viser også, ifølge det amerikanske militær, at det var helt efter reglerne at beskyde gruppen på pladsen og at reuterfolkene sandsynligvis var sammen med oprørere.

Det er organisationen Wikileaks, der har fået fat i videoen, afkodet den og lagt den ud på nettet.

Wikileaks er en græsrodsorganisation, der har specialiseret sig i at offentliggøre oplysninger og dokumenter fra anonyme kilder om emner, som myndigheder ofte ønsker at hemmeligholde.

Facebook
Twitter