’Wir schaffen das’: Ordene Angela Merkel ville ønske, hun aldrig havde sagt

Flere år er gået siden Angela Merkels berømte ord. Og i dag har hun ændret holdning.

Angela Merkel har været Tysklands kansler siden 2005.

220.000 flygtninge og migranter.

Det er antallet, som Tysklands måske kommende regering lægger op til at ville tage imod om året. Tallet er centralt, fordi flygtninge og migranter sammen med landets indre sikkerhed, var de vigtigste temaer for tyskerne, inden de gik til valg i oktober sidste år.

Her kan du se antallet af flygtninge og migranter, der hvert år er kommet til Europa, Tyskland og Danmark siden 2015.

Og imens konservative Angela Merkel og socialdemokraterne fra SPD med Martin Schulz i spidsen forsøger at forlænge regeringssamarbejdet, gælder det stadig.

Men ifølge DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter, lagde hverken Angela Merkel eller Martin Schulz stor vægt på flygtningepolitik i valgkampen.

- Og det har ændret sig nu. Flygtningepolitikken er vigtig i spørgsmålet om de to partiers videre regeringssamarbejde, siger Michael Reiter.

15.000 hver eneste måned

Valget i oktober endte med en lussing til den siddende regering. Kansler Angela Merkels parti, CDU, gik sammen med søsterpartiet CSU tilbage fra 41,5 procent til 33, mens SPD fik deres værste valg nogensinde.

Samtidig bragede det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland ind i Forbundsdagen med 13 procent af stemmerne, hvilket understregede tyskernes holdning til vigtigheden af indvandreremnet.

Angela Merkel har stædigt nægtet at sætte et loft over, hvor mange mennesker Tyskland kan modtage.

- Min position er klar angående en øvre grænse: Jeg vil ikke acceptere det, sagde hun i juli sidste år.

I dag er holdningen en anden.

Tyskland modtager omkring 15.000 flygtninge og migranter hver eneste måned – 186.000 i 2017. Dermed kunne Merkels og Schulz’ loft på 220.000 ligne en billig omgang.

Men flygtningesituationen i Europa betyder, at det ikke er tilfældet, ifølge Michael Reiter.

- Tallet er uden tvivl et udtryk for en forventning om, at flygtningestrømmen mod Nordeuropa kan blusse op igen. Og for det tilfælde, at det sker, stadfæster man altså, at man ikke vil tage imod flere.

Merkel skabte sin egen modstander

- Wir schaffen das. Vi klarer det.

Det er mere end to et halvt år siden, at Angela Merkel sagde de nu berømte ord, inden hun åbnede den tyske grænse for flygtninge og migranter under den europæiske flygtningekrise i 2015.

Inden året var omme havde Tyskland modtaget 890.000 flygtninge og migranter.

Og lige siden er det stort set kun gået én vej for Tysklands kansler. Den forkerte.

Ifølge Michael Reiter har udtalelsen – og holdningen, som den udtrykte – været med til at sende kansleren ud i det politiske uføre, hun befinder sig i nu.

- Angela Merkel har altid været kendt for det rationelle og for at være køligt analyserende. Men hun bliver lagt til last at have handlet med hjertet, og mange mener simpelthen, at det var en fejl.

Ifølge Michael Reiter ville kansleren formentlig ønske, at hun aldrig havde taget ordene i sin mund. I dag er hun nemlig en svagere kansler på grund af dem.

- Angela Merkel skabte selv det politiske spillerum, som AfD nu har haft så stor succes med at udfylde, siger Michael Reiter.

2015

  • August Med ordene "Wir schaffen das" tillader Angela Merkel flere hundrede tusinde flygtninge og migranter at søge asyl i Tyskland. Ved udgangen af året har 890.000 søgt asyl.

2016

  • Februar Østrig og ni andre lande aftaler at ”lukke af” for flygtninge og migranters vej gennem Europa. Beslutningen møder vrede i Berlin.

  • Marts EU og Tyrkiet indgår en aftale, der skal sætte en stopper for flygtninge og migranter, der kommer til de græske øer fra Tyrkiet. På samme tid i Tyskland vinder det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland en stor sejr ved flere delstatsvalg.

  • Juli En teenager fra Afghanistan sårer fem personer med en økse ombord på et tog i byen Würzburg. Knap en uge udløser en 27-årig syrisk flygtning en selvmordsbombe i Ansbach, der sårer 15.

  • September Angela Merkels parti, CDU, oplever flere store nederlag ved regionalvalg. I hovedstaden Berlin falder CDU til 18 procent – det laveste nogensinde.

  • December I året sidste måned kører en afvist asylansøger bevidst en lastbil ind i en folkemængde på et julemarked i Berlin. 12 mister livet. 280.000 flygtninge og migranter ankommer i 2016 til Tyskland.

2017

  • Januar Merkels regering vil sende afviste asylansøgere hurtigere ud af Tyskland og samtidig opruste overvågningen af mistænkte ekstremister.

  • Maj CDU vinder overraskende flere delstatsvalg blandt andet i Nordrhein-Westfalen, Tysklands befolkningsrigeste region.

  • September Angela Merkel og CDU/CSU går tilbage fra 41,5 procent til 33 procent ved valget i Tyskland. Samtidig stormer AfD ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent.

  • November Regeringsforhandlinger mellem kansler Angela Merkels konservative i CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne bryder sammen. I stedet forsøger Merkel at danne regering med SPD og formand Martin Schulz, der ellers udtalte efter valget, at SPD ikke ville fortsætte regeringssamarbejdet.

  • December 186.000 flygtninge og migranter ankommer i 2017 til Tyskland.

2018

  • Januar Mere end to måneder fortsætter regeringsforhandlingerne mellem Merkels CDU/CSU og Schulz’ SPD.Kilde: Financial Times