Efter flere uger med spekulationer kom det i dag officielt på plads: Kinas præsident, XI Jinping, besøger i næste uge Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Statsbesøget finder sted fra mandag til onsdag og sker på invitation fra Putin, skriver Reuters.
De to ledere har gennem årene opbygget et stadig tættere forhold, og mødet i Moskva bliver nummer 40 mellem de to.
- Det her møde er selvfølgelig mere i fokus på grund af krigen i Ukraine og Kinas de facto støtte til Rusland, siger DR’s korrespondent i Kina, Philip Roin.
- Der er intet i Kinas officielle retorik om krigen og Rusland, der har ændret sig. De har sagt det samme i et år og en måned. Men det er de facto støtte, fordi Kina jo kun kritiserer USA’s rolle i det her.
Og netop forholdet mellem USA og Kina fylder meget i øjeblikket og også i relation til Xis møde med Putin.
- Det handler i dén grad om USA. Når man kigger på Kinas statsmedier og styrets talspersoner, så er alt rettet mod USA i disse dage, siger Philip Roin.
- Men 'venskabet uden grænser' med Rusland har man opbygget over de sidste mange år og cementeret få uger før invasionen. Det er ikke en krig, man ville have, men man får det bedste ud af det. Og det er at være alternativ til USA, siger han.
En rolle som fredsmægler
Ifølge det officielle program skal de to verdensledere på mødet diskutere internationale og regionale problemstillinger og "spørgsmål om udvikling af det omfattende partnerskab og den strategiske interaktion mellem Rusland og Kina".
Men det store spørgsmål er, hvordan Kina kan eller vil støtte Rusland, vurderer Philip Roin.
- Og det store spørgsmål er ammunition. Udenrigsminister Qin Gang sagde for nylig, at det ikke ville være anderledes, end at USA støtter Taiwan med våben.
- Kina vil gerne vide, hvad Putins langsigtede plan er, nu krigen ikke blev overstået på et par uger. Hvad er vejen til fred, og hvad er Kinas rolle? Kan de være mæglere?
Og netop rollen som mulig fredsforhandler er et af præsident Xis kort på hånden. I sidste uge lykkedes det Kina at forhandle en aftale på plads mellem Saudi-Arabien og Iran.
Det er med det afsæt og en 12-punktsplan for fred i hånden, at Xi Jinping gæster Putin på mandag.
- Aftalen mellem Iran og Saudi-Arabien er jo fin at have i kufferten for Xi, siger Philip Roin.
- Kina præsenterede en 12-punktsplan for fred for et par uger siden. Den blev ikke godt modtaget af USA eller EU. Den blev mindre dårligt modtaget af Zelenskyj, og lidt ambivalent af Rusland. Men Kina har gødet jorden en smule for at spille at en rolle i den henseende.