Yderligere 44 smittet på krydstogtskib: 'Et flydende Wuhan i miniformat'

218 personer er nu smittet med coronavirus ombord på krydstogtskib.

Passagererne ombord på Diamond Princess må i disse dage affinde sig med karantæne og smittefare i stedet for en tur til søs. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Coronavirusset har spredt sig til 26 lande, og omkring 60.000 personer menes nu at være smittet, beretter BBC.

Langt de fleste tilfælde findes i Kina, men ser man uden for landets grænser, er det næststørste udbrud ikke at finde i et stort land, men ombord på et enkelt krydstogtskib.

Krydstogtskibet Diamond Princess ligger til kaj ved den japanske storby Yokohama, og her bliver passagererne holdt i karantæne på grund af et større virusudbrud. Men trods tiltag som tvungen roomservice og krav om mundbind fortsætter virusset med at sprede sig.

Siden i går er der konstateret 44 nye smittetilfælde. 43 er blandt passagerer, mens det sidste tilfælde er konstateret hos et besætningsmedlem, skriver Ritzau.

De personer, der er blevet testet positiv for virusset, er blevet indlagt på hospitaler i Japan.

TV Avisen så i aftes nærmere på livet ombord på Diamond Princess:

Dermed er der nu konstateret 218 tilfælde af virusset ombord på skibet, der nu har ligget i karantæne i snart 10 dage, efter at det kom frem, at en virusramt passager havde været ombord på skibet.

- Diamond Princess er nu et flydende Wuhan i miniformat, skriver New York Times.

Vil evakuere ældre passagerer

De omkring 3.700 passagerer og besætningsmedlemmer ombord har fået at vide, at de først kan gå i land 19. februar.

Passagerernes indlæg på sociale medier har de seneste dage givet et indblik i livet ombord på det karantæneramte krydstogtskib.

Her er muligheden for ture i badebassinet på dækket og buffeter i lange baner erstattet af mange timers indespærring i kahytterne og forbud mod at nærme sig medpassagerer.

New York Times påpeger, at mens det er muligt at isolere passagerer i kahytter, så er det samme ikke tilfældet for de over 1.000 besætningsmedlemmer. Under dækket arbejder de tæt op ad hinanden, spiser sammen og er op mod fire personer om samme badeværelse.

Forholdene kan få virusset til at fortsætte med at sprede sig, sagde eksperter til den amerikanske avis tidligere på ugen, da det kom frem, at mindst 10 besætningsmedlemmer var blevet smittet.

  • Heldige passagerer med udvendig kahyt kan trække frisk luft. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Andre må nøjes med korte perioder på dækket i mindre grupper. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Karantænesituationen giver en udfordring med at sørge for forsyninger til alle kahytterne i stedet for buffetmad. (Foto: Franck Robichon © Scanpix)
1 / 3

Flere ansatte har udtrykt bekymring omkring situationen. Fra selskabet bag Diamond Princess lyder budskabet dog, at besætningsmedlemmerne er godt klædt på i forhold til sikkerhed og sundhed, skriver den amerikanske avis.

De japanske myndigheder oplyste i nat dansk tid, at de vil begynde at flytte ældre, der ikke er smittet, af skibet.

- Der er nogle ældre, der i forvejen døjer med sygdomme, og der er flere, der er lukket inde i deres kahytter uden vinduer, siger den japanske sundhedsminister, Katsunobu Kato, skriver Ritzau.

Ministeren fortæller ydermere, at fem tidligere passagerer, der nu er indlagt, er i kritisk tilstand.

Gode nyheder for strandede passagerer

Mens de fleste ombord på Diamond Princess har udsigt til at skulle forblive i karantæne frem til midten af næste uge, er der gode nyheder for passagererne ombord på et andet krydstogtskib.

Gæsterne ombord på MS Westerdam er nemlig på vej i land. Skibet, der forlod Hongkong 1. februar med 1.455 passagerer og 802 besætningsmedlemmer ombord, er blevet afvist af havne i fem lande på grund af virusfrygt - selv om der ikke er konstateret coronatilfælde ombord.

  • Passagerer ombord på MS Westerdam håber på snart at kunne komme i land i Camdodia. (Foto: ANGELA JONES © Scanpix)
  • En båd med blodprøver fra passagerer har kurs mod land. (Foto: Soe Zeya Tun © Scanpix)
  • Da der ikke er konstateret coronavirus ombord på skibet, er der ikke indført karantæne. (Foto: MARIA ANGUS © Scanpix)
  • Passagererne har derfor flere muligheder for at få tiden til at gå. (Foto: MARIA ANGUS © Scanpix)
1 / 4

Flere passagerer har beskrevet frustration over den usikre situation, mens der også har været plads til de sædvanlige glæder ombord på skibet, hvor der ikke har været karantæne.

Passageren Christina Kerby har løbende dokumenteret sit ophold på skibet, hvor det blandt andet er blevet til morgenyoga, spinning og en tur i frisørstolen.

Her til morgen er skibet ankommet ved havnebyen Sihanoukville i Cambodia efter knap to uger til søs.

- Bare det at se land i morges var sådan et betagende øjeblik, siger passageren Angela Jones til nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg tænkte: Er det her virkeligt?

Skibets kaptajn, Vincent Smit, oplyser ifølge BBC, at de lokale myndigheder vil udføre helbredstjek af passagererne ombord, hvorefter de forventes at få lov til at forlade skibet og flyve hjem.

Om coronavirusset

  • Hvor farligt er det? Forskere kæmper fortsat med at fastslå dødeligheden. I begyndelsen lød det, at coronavirusset var mindre farligt end sars, men siden er der opstået tvivl om, hvor transparente de kinesiske myndigheder er. Ifølge internationale forskere kan smittetallene fra kinesiske myndigheder være helt op til ti gange højere. WHO har analyseret 17.000 smittetilfælde. Her fastslog de, at dødeligheden lå under to procent, men historisk set har tidlige "dødelighedsanalyser" af epidemier vist sig at være utroværdige. Til sammenligning havde sars-virusset en dødelighed på knap ti procent.

  • Hvordan bliver man smittet? De fleste luftbårne virusser smitter gennem hoste og nysen. I starten afviste kinesiske myndigheder, at det kunne spredes mellem mennesker, men det har siden vist sig at være forkert. Nu advarer forskere om, at syge personer kan smitte andre, allerede inden de mærker symptomer.

  • Hvor begyndte udbruddet? I begyndelsen af januar rapporterede flere internationale medier, at en mystisk sygdom havde ramt 59 personer i den kinesiske by Wuhan. Sygdommen blev kædet sammen med et marked, der solgte levende fisk, fugle og andre dyr. I dag vides det fortsat ikke, hvilket dyr der var kilden til sygdommen, og lukningen af 'kødmarkedet' i Wuhan har gjort det umuligt at undersøge.

  • Er der en vaccine på vej? Ja, men det vil tage måneder - og måske år. Trods teknologiske fremskridt er det en dyr og risikabel proces at udvikle nye vacciner. Efter sars-udbruddet i 2003 gik der 20 måneder, inden en vaccine var klar. Den blev aldrig nødvendig, da udbruddet var under kontrol.

  • Kilder: Sundhedsstyrelsen, New York Times.