Yemen-forhandlinger bryder sammen igen: Houthi-bevægelsen mødte ikke op

Yemens regering reagerer vredt på afbuddet fra modparten.

Ifølge Yemens udenrigsminister har FN ikke gjort nok for at få houthi-bevægelsen til at møde op. (Foto: © Salvatore Di Nolfi, Scanpix)

Fredsforhandlingerne mellem regeringen og houthi-bevægelsen om krigen i Yemen, der skulle være begyndt i torsdags, er nu definitivt blevet afbrudt.

Årsagen er, at houthi-bevægelsen ikke har været i stand til at møde op, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed ser det ikke ud til, at en løsning på den mere end tre år lange krig er tæt på.

FN tager ansvaret

FN's særlige udsending til Yemen, Martin Griffith, har i flere måneder forsøgt at få de stridende parter i borgerkrigen samlet til nye forhandlinger.

Ifølge ham skal afbuddet fra houthierne ikke ses som en afvisning. Istedet ligger ansvaret hos ham selv og FN, siger han.

- De ville gerne være dukket op, men vi har ikke gjort forholdene ordentlige for dem, siger han til Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har houthierne afvist at tage afsted, fordi FN ikke har kunnet garantere en uforstyret tilbagevenden til Yemen.

Houthierne skulle angiveligt være bekymrede for en gentagelse af forhandlingerne fra 2016, hvor deres forhandlingsdelegation blev tilbageholdt i tre måneder af den saudisk-ledede koalition, der støtter Yemens regering, skriver AFP.

Regeringen: Houthierne saboterer forhandlinger

Den yeminitiske regering med præsident Abdrabbuh Mansour Hadi i spidsen har prompte reageret på afbuddet fra modparten.

Ifølge udenrigsminister Khaled al-Yamani forsøger houthierne bevidst at ødelægge fredsforhandlingerne.

- FN må forsøge hårdere på at bringe den anden part til forhandlingsbordet, siger han ifølge Reuters.

Det er på ingen måde første gang, at forhandlingerne mellem regeringen og houthierne bryder sammen. Forhandlingerne i Geneve ville være det første møde mellem parterne, efter 108 dages forhandlinger brød sammen for to år siden i Kuwait.