#YouKnowMe: Kendte kvinder deler aborthistorier i protest

Ny lov i Alabama har fået kvinder til at dele deres oplevelser med abort.

Skuespilleren Jameela Jamil har delt historien om sin egen abort i protest mod nye stramninger i USA. (Arkivfoto) (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

- Jeg fik en abort, da jeg var ung, og det var den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget, skriver den britiske skuespiller og tv-vært Jameela Jamil i et opslag på Twitter.

- Både for mig og for den baby, som jeg ikke ønskede og ikke var klar til - følelsesmæssigt, psykologisk og økonomisk.

Opslaget er delt 3.400 gange og har fået 35.000 likes.

Hun er bare en af de mange kendte kvinder, der i disse dage bruger deres online-indflydelse og deres personlige erfaringer til at protestere mod en ny lov, som guvernøren i Alabama, Kay Ivey, netop har underskrevet. Loven forbyder stort set alle former for abort, også i tilfælde, hvor der er tale om voldtægt eller incest.

Hashtag: Du Kender Mig

Skuespiller og tv-vært Busy Philipps har opfordret kvinder til at dele deres historier under hashtagget #YouKnowMe (Du kender mig, red.) med henvisning til, at mange måske går rundt og tror, at de ikke kende nogen, der har haft brug for at få foretaget en abort.

- En ud af fire kvinder har fået en abort. Mange tror, at de ikke kender nogen, men #DuKenderMig. Så lad os gøre det. Hvis du er én ud af de fire, så del, og lad os gøre en ende på skammen, skriver hun på Twitter.

Skuespiller og tv-vært Busy Phillips (t.v.) opfordrer kvinder til at dele deres abort-oplevelser under hashtagget #YouKnowMe. Her ses hun med Dawsons Creek-kollegaen Michelle Williams (t.h.) til Golden Globes-uddeling. (Arkivfoto) (Foto: Mike Blake © Scanpix)

På sit eget talkshow har Busy Philipps fortalt, at hun fik en abort, da hun var 15 år.

- Jeg fortæller jer det, fordi jeg er oprigtigt bange på vegne af kvinder og piger i dette land, sagde hun ifølge BBC.

'Vores rettigheder er i fare'

Også skuespilleren Milla Jovovich kendt fra filmene 'Det Femte Element' og 'Resident Evil' protesterer mod de lovstramminger mod abort, som flere delstater har eller er i gang med at gennemføre.

- Vores rettigheder som kvinder til at få en sikker abort af erfarne læger er igen i fare, skriver hun på Instagram.

- Abort er hård nok på det følelsesmæssige plan uden at skulle gennemføre det under potentielt farlige og uhygiejniske forhold, siger hun med henvisnng til de forhold, der i 1900-tallet prægede den lysky praksis med "hjemmeaborter".

I øjeblikket har hundredvis af kvinder på Twitter delt deres historier om aborter, der var smertefulde, men nødvendige. Aborter, der fra om seks måneder, når loven træder i kraft, vil være ulovlige i Alabama.

Facebook
Twitter