Youtube straffer stjerne for video af lig

Youtuberen Logan Paul betaler dyrt for at have offentliggjort en video af et lig i Japan.

Logan Paul har sagt undskyld og har meddelt, at han holder en pause fra internettet. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

Flere end seks millioner mennesker nåede at se den video, som har fået Youtube til at stoppe samarbejdet med den populære Youtuber Logan Paul.

En video, hvor Logan Paul og hans venner gør grin med en død mand, som de opdager i den japanske skov Aokigahara.

Skoven er kendt for at være et sted, hvor flere japanere har begået selvmord.

Han har modtaget voldsom kritik for ikke at udvise respekt for folk, der begår selvmord. Siden har han undskyldt flere gange og meddelt, at han tager en pause fra internettet.

Men nu må Logan Paul betale dyrt for det, han har gjort.

YouTube stopper sit samarbejde med stjernen.

- Set i lyset af de seneste begivenheder har vi besluttet at fjerne Logan Pauls videoer fra Google Preferred. Derudover kommer vi ikke til at have Logan med i fjerde sæson af "Foursome", lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse fra Alphabet Inc., der er Googles moderselskab og ejer af YouTube.

Google Preferred er navnet på YouTube's premiumindhold, som er sponsoreret af reklamer. Pauls originale produktioner på YouTube er også sat på pause.

15 millioner følgere

Logan Paul har flere end 15 millioner følgere på sin Youtube-kanal. Størstedelen af dem er børn og unge.

På sin Twitter-profil undskyldte han videoen med, at han var "blevet vildledt af chok og ærefrygt".

Han seneste tweet er nu en uge gammelt.

- Tager mig tid til at reflektere. Ingen video-blog lige nu. Vi ses snart, skriver han.

https://twitter.com/LoganPaul/status/948717602204934145?ref_src=twsrc%5Etfw

Kort tid efter at have offentliggjort videoen væltede kritikken ned over den kendte Youtuber.

Flere har kaldt videoen for "respektløs" og "frastødende".

For to dage siden sagde Youtube, at selskabet var "rystet over videoen, der blev delt", og at "selvmord ikke er en joke eller en måde at få visninger på", skriver Ritzau.

Flere andre kendte Youtubere med flere end 80 millioner følgere tilsammen har taget afstand til Logan Pauls video.

Facebook
Twitter