- Der er angreb i Bakhmut, Donetsk og i Zaporizjzja. Det virker til, at Ukraine angriber på flere fronter, og vi har set optagelser af ukrainske kampvogne og infanteri på tætteste hold.
Sådan er meldingen fredag fra BBC's korrespondent, der befinder sig i havnebyen Zaporizjzja i den sydøstlige del af Ukraine.
Meldingerne om, at der er fuld gang i kampene i Ukraine, har floreret i stor stil i medier verden over på det seneste, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræfter nu også, at der foregår voldsomme kampe i disse dage.
Det sker, samtidig med at præsidenten roser de ukrainske soldater i blandt andet Zaporizjzja.
- De kæmper meget kraftfuldt og meget effektivt.
- Meget hårde kampe. Konstante fjendtlige angreb, melder Zelenskyj kortfattet om situationen.
Russisk militær melder ifølge BBC også om voldsomme kampe i Zaporizjzja og Donetsk.
En talsmand for en russisk bataljon siger ifølge det britiske medie, at 21 ukrainske kampvogne er blevet ødelagt i de to regioner.
Samtidig afviser Rusland, at ukrainske soldater skulle have haft held med at vinde frem i Donetsk-regionen, skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Ukrainerne har skruet op for angrebene
På det seneste har den politiske top i Ukraine holdt kortene relativt tæt til kroppen med hensyn til planerne for den ukrainske offensiv, som vi i månedsvis har hørt om var på vej.
Og præsident Zelenskyj holder fortsat igen med at løfte sløret for, hvad ukrainerne konkret har gang i - og det er med god grund, vurderer Flemming Splidsboel, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
- Det er oplagt, at de gerne vil prøve at forvirre. Ukrainerne er ikke interesseret i at slå offensiven for stort op. Det giver dem mere fleksibilitet, når de ikke melder noget klart ud, siger han.
Spørger man Flemming Splidsboel, er han ikke i tvivl. Den ukrainske offensiv lader ikke længere vente på sig. Den er i gang.
- Jeg er overbevist om, at den er i gang, men den har en anden karakter, end mange af os nok havde troet, at den ville have. Mange har måske tænkt, at offensiven ville blive annonceret på en bestemt dato, så vi ville kunne sige, "nu skete det", men sådan er det ikke.
Lige nu prøver ukrainerne sig frem og tester, hvor de bløde punkter er i den russiske forsvarslinje og blandt de russiske soldater, forklarer seniorforskeren.
- Vi kan klart fornemme, at ukrainerne har skruet op for angrebene i de besatte områder. Nu er vi nået til et punkt, hvor de både forsøger at slå tilbage og generobre territorie, siger Flemming Splidsboel, der langt fra er den eneste, der hævder, at vi nu kan tale om, at offensiven er i gang.
Spekulationer på sociale medier
Den samme vurdering lød torsdag fra den amerikanske tænketank Institute for Study of War (ISW).
- Den ukrainske modoffensiv er begyndt. Aktivitet i hele Ukraine er i overensstemmelse med en række indikatorer på, at ukrainske modoffensive operationer er i gang, skrev tænketanken på Twitter.
På de sociale medier florerer desuden et hav af spekulationer om, hvor kampene lige nu foregår.
Fra Zelenskyj lød det sent tordag aften, at Ukraine har nået fremskridt i Bakhmut i Donetsk-regionen i den østlige del af landet.
- Jeg er taknemmlig for alle, der er med til at sikre dette resultat. Godt arbejde i Bakhmut. Skridt for skridt, siger præsidenten.